Pubertet: Intet føles normalt - og dét er helt normalt
Af Børnebiblioteket, Biblioteket Frederiksberg
Bumser, bryster, vækstspurt. Svedlugt, hårvækst, menstruation og en stemme, der går i overgang. Puberteten er en periode med mange forandringer. De ydre tegn har de fleste nok hørt om. Men puberteten er også en forandring og udvidelse af det, der foregår i hjernen. Det er nemlig hjernens udvikling, der er på spil, når unge i puberteten interesserer sig meget for. hvad andre tænker om dem - og når de bare gerne vil være normale.
Man kan jo hurtigt komme på overarbejde, hvis man slet ikke føler sig normal. imens man ønsker inderligt at være normal. Mere viden om pubertet kan hjælpe de store børn og unge mennesker til bedre at kunne rumme forandringerne og tankerne. Og når børn og unge føler sig tilpas i deres krop, så er de mindre optaget af at sammenligne sig med andre.
Når vi taler og læser om pubertet, er det for at mindske stress og følelsen af at være forkert. De store forandringer og udsving er nemlig helt som de skal være - både når de de kan ses, og når de kan føles.
Dyk ned i puberteten med alt hvad den er af komplekse kropsfornemmelser og flaksende følelser.
Her kan du finde fagbøger om pigekroppen, der bliver til kvindekroppen og drengekroppen, der bliver til mandekroppen.
Her er bøger, der beskriver produktionen af kønshormoner og den spirende seksualitet.
Og så er her et udvalg af romaner og graphic novels, der giver indblik i pubertet i form af udfordrende relationer, kønsidentitet, menstruation, ønsket om at høre til i en gruppe og længslen efter at holde fast i sig selv, imens alting forandrer sig.