Bøger

Anbefaling af 'Lykkelig i gårdhaven'

Af Biblioteket

Bøger

Biblioteket anbefaler: 'Lykkelig i gårdhaven'

Der er drama, men også masser af livsbekræftende stemning, i Ella Andrups feel good-roman 'Lykkelig i gårdhaven'.

Litteraturformidler Stine Torp Carlsen i blomstret kjole, ses bagfra, og holder bogen 'Lykkelig i gårdhaven'  bag ryggen, imens hun kigger over skulderen.
Foto: Biblioteket Frederiksberg

På en smuk dag i maj falder Lykke-Li på knæ for sin kæreste i Tivoli, men det ender slet ikke, som hun havde håbet. Kæresten er på ingen måde klar til hverken ægteskab eller faderskab på trods af 6 års forhold.

Ulykkelig, gravid og lettere skeptisk tager Lykke-Li imod en unik jobmulighed i Hjørring. En by der ikke imponerer ved første øjekast med sin totale mangel på trendy kaffebarer… Indkvarteringen er heller ikke helt som forventet - en lille lejlighed i en nedslidt ejendom.

Til gengæld viser det sig, at den flotte og tiltrækkende unge mand, som hjalp hende i toget er hendes nabo. Hans indtryk af hende er dog mindre positivt. Jeg løfter nok ikke sløret for meget ved at afsløre, at Walther, som han hedder, ændrer holdning.

Lykke-Li er en kvinde med masser af ideer, gåpåmod og omsorg for sine nye naboer og kollegaer. Walther er den flittige og dygtige håndværker med hjertet på rette sted. Det fungerer rigtig godt at fortællevinklen skifter mellem Lykke-Li og Walther, så deres forskellige personligheder skinner igennem.

'Lykkelig i Gårdhaven' er en drøncharmerende og skøn fortælling om venskaber, sammenhold og nye begyndelser i livet. Man kan ikke andet end at blive ramt af al den positive energi og smukke stemningsbilleder denne roman sender ud.

Hent 'Lykkelig i gårdhaven' og andre feel good-bøger på vores populære inspirationsbord 'Sæt verden på pause'.

Bettina

Litteraturformidler