Anbefaling af 'Mit år med ro og hvile'
Amerikanske Ottessa Moshfeghs roman 'Mit år med ro og hvile' er en både sjov, klog og dyster bog.
Af Benoit Enguerran Petit
Biblioteket anbefaler: 'Mit år med ro og hvile'
Ottessa Moshfegh skriver tit om skæve skæbner. I "Mit år med ro og hvile" følger man hovepersonen, som fortæller om et år, hun bruger på at sove det meste af sin tid for at flygte fra verdenen. En alvorlig men også sjov roman.
Hun har alt, men vælger fra
Den unge kvinde, som fortæller sin historie i romanen 'Mit år med ro og hvile', har alt, hvad man kan drømme om i New-York anno 2000; Hun er smuk, har et diplom fra Columbia University, en meget fin lejlighed og penge. Man kunne også tilføje et job som ansat på et galleri, som er førende inden for moderne kunst.
Men livet ændrer sig for hende, da hun beslutter sig for at sove sig væk i et år og derfor tager piller, der får hende til at sove i timevis. Også på arbejdet, men som hun dog også vælger at droppe, så dagene tilbringes derhjemme. Når hun ikke sover (og det kan være flere dage i træk!), ser hun gerne mange film fra 90'erne på VHS.
På trods af en klar mangel på overskud, får hun tit besøg af veninden Reva, som altid har noget at klage over, især (eks-)kæresten. Fortælleren gør sig ikke spor umage for at holde på Reva og spørger en gang imellem sig selv, hvorfor hun har sådan en stædig veninde, som beundrer hende, men også som synes, at fortællerens privilegier er uretfærdige: "Det er snyd!", som Reva tit siger.
Komisk, dyster, skæv
Bogen er en ret vellykket blanding af en komisk og dyster tone flettet sammen: den desperation, hovedpersonen er havnet i, ligner en flugt fra verdenen og et forsøg på at sove sig igennem livet. Men Ottessa Moshfegh kan sin kunst, og hun mestrer situationskomikken.
Dr. Tuttle, som er hovedpersonens psykiater, møder man altid med glæde i bogen efter, at man er blevet introduceret til hende, for hun lever i sin egen verden. Hun er derudover altid klar på at udvide sin patients hjemmeapotek med nye piller, stærkere fra gang til gang, selvom hun ikke aner så meget om, hvordan hendes patient har det i virkeligheden:
Hun [Dr. Tuttle] var ikke en særlig god læge. Jeg havde fundet hendes navn i telefonbogen.
"Du fanger mig på et godt tidspunkt," sagde hun, første gang jeg ringede. "Jeg er lige blevet færdig med at skylle opvasken af. Hvor har du mit nummer fra?"
"De gule sider."
En af tidens mest spændende amerikanske forfattere
Ottessa Moshfegh har inden for det sidste årti fået en bred anerkendelse i USA og verden over for sit forfatterskab. Hendes første roman 'Eileen' vækkede begejstring, og siden er der kommet flere spændende udgivelser til såsom 'Death in her Hands' (2020) og senest 'Lapvona' (2022).
Et fælles træk, som går igennem nogle ellers meget forskellige bøger, er nok hovedkaraktererne, som hver især er enegængere og har det lidt svært i andre menneskers selskab. Leder du efter en anderledes læseoplevelse, er Ottessa Moshfegh derfor et meget godt bud.
Mange af hendes bøger kan du derudover låne på originalsproget: det er relativt let at forstå hvis du læser på engelsk en gang i mellem.
Du kan reservere forfatterens fysiske bøger og lignende udgivelser nedenfor. Find også Ottessa Moshfeghs bøger i et digitalt format, både ebøger og e-lydbøger her: Ottessa Moshfeghs bøger digitalt (fkb.dk)
Gode læsestunder!
Benoit