Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Biografi over Skagensmaleren Anna Ancher, hvis malerier analyseres især med henblik hendes brug af lyset. Meget inspirerende for alle kunstinteresserede

Beskrivelse

Litteraten Lilian Munk Rösing fortæller i denne bog om sin yndlingsmaler, Anna Ancher (1859-1935). Blandt Skagensmalerne var Anna Ancher et samlingspunkt, både pga. hendes store kunstneriske evner og hendes sociale egenskaber, der skabte liv og fest i kunstnerkolonien, og det beskriver Rösing sådan: Anna Ancher kunne kombinere det "at være kunstner, mor, hustru, datter og selskabsløve på én gang". Dette forstår Rösing som de forskellige rum, Anna Ancher frigjorde til sig selv og videregav i sine malerier, der blandt andet er karakteriseret ved brugen af solskinslysets reflekser og afspejlinger på væggen. Det forstås af Rösing som en grundscene, der markerer bebudelsesmotivet. I bogen er der farvegengivelser af de malerier, der beskrives i teksten

Vurdering

Rösing skriver sanseligt og stærkt personligt, hvor hun indlever sig i Anna Ancher med al sin erfaring, engagement og alle sine følelser. Det er meget inspirerende og besjælet læsning

Andre bøger om samme emne

En anden nyere biografi over Anna Ancher er Lise Svanholms Maleren Anna Ancher - et kunstnerliv i lys fra 2014. I udstillingskatalogen Anna jeg Anna sammenholdes Anchers malerier med andre kunstnere