Anbefaling: Havets døtre
Er du til en episk familie historie om fire søstre, som skæbnen skiller ad og hvor deres efterkommere, forsøger at finde hjem? Så vil jeg anbefale dig 'Havets døtre' af Eleanor Buchanan, som for mig var en stor læseoplevelse.
Af Rebekka Mohr
Sagnet om en forbandelse
På en øde skotsk klippekyst stod engang fire store sten – Søstrene fra Skara.
Sagnet fortæller, at stenene var rejst af en sørgende far for at lede sine bortførte døtre hjem. Skulle nogen få den tanke at styrte stenene omkuld, ville de blive ramt af en forbandelse. Deres familie ville blive spredt for alle vinde og aldrig kunne finde hjem igen.
Skotland 1930´erne
Den velhavende forretningsmand Charles Blackmore vælter de fire sten for at forbedre sin udsigt. Men så rammer ulykkerne, Charles mister alt: sin formue, sin kone og sine fire døtre. De fire søstre er meget nært knyttet til hinanden, men bliver spredt for alle vinde. Hver datter bærer en ring, et arvestykke med en hemmelig kraft. Iris, den ældste datter, rejser til Ceylon og videre til Australiens vidtstrakte ødemark, i håbet om at løse søstrenes problemer. Men vil de fire søstre nogensinde finde hinanden igen?
England, nutiden
Den unge Roz bliver ramt af en familie tragedie, der får hun til at flytte fra Australien til England. Hun tager kun en ting med fra sit tidligere liv, en særlig gammel fingerring, der tilhørte hendes afdøde mor. Hun føler sig rodløs, men alt ændrer sig, da hun ser et maleri af fire store sten på en skotsk klippekyst. Maleriet bringer hende til Skotland, til et forladt hus, der står som da de fire søstre forlod det. I sin søgen begynder Roz at finde stykke af sin egen familie historie.
Rørende og velskrevet
Det er en bevægende historie, som Jeg med det samme blev fanget ind af på grund af stemningen, og det historien rummer: familie hemmeligheder, følelser af kærlighed og tab og det at kende sine rødder. En spændende, rørende og velskrevet fortælling, som jeg giver min varmeste anbefaling. Det er første bind i serien, jeg glæder mig til læse om de næste bind.