Nyt år, ny læsesmag
Af Alma Bay Skjoldborg Kullberg
Genopdag dig selv som læser
Nytåret har altid været brugt til markering af overgange, forandring og nye tider. Lad det også gælde i dit læseliv!
Læsning som nytårsforsæt - hvordan?
Så er det blevet januar. Du er måske blevet færdig med den bog, du satte dig for at læse i juleferien. Eller måske er du gået i stå, fordi den ikke var lige så spændende, som du havde håbet på. Måske var den FOR spændende. Måske havde du svært ved at holde styr på både dine egne julegæster og karaktererne i bogen oveni.
Der kan være mange grunde til, at en bog ikke lige fænger. Og det er (selvfølgelig!) helt i orden. Men ind i mellem kommer vi som læsere ud for, at INGEN bøger rigtig fænger. At man overhovedet ikke kan komme i gang, eller omvendt sagtens kan komme i gang, men ikke rigtig få læst noget til ende.
Læser, kend dig selv!
Når det sker, er det måske fordi du har skiftet læsesmag. Ikke nødvendigvis permanent, men måske for en periode.
Målet med denne artikel er at minde dig om, at der ingen grund er til fortvivlelse. Hvis du er ved at falde i søvn over den bog, du er i gang med, så smid den bog ud ad vinduet (hvis det er en biblioteksbog skal du bare smide den tilbage til os), og lad det være en mulighed for at give dig i kast med noget helt nyt.
I denne artikel har jeg strøet med bog-anbefalinger i alle genrer og af alle typer. Så er du helt lost, kan du jo starte med en af dem. Og det er altså okay at lægge en bog fra sig, hvis den ikke fanger en! Det her er læsning for sjov!
Bliv nysgerrig på din egen læsesmag.
Her er nogle tips til hvordan!
En (tiltrængt) læserrevolution!
For den helt nørdede vil jeg selvfølgelig anbefale Lea Fløes fremragende bog; ”En mand med en ged på side 251”.
Det er en bog, der handler om netop læsesmag, læseliv, læselyst og alt, hvad der gør en klogere på sig selv som læser. Gennem hele bogen drysser Fløe desuden boganbefalinger, der matcher forskellige typer læsere og læseoplevelser. Så der burde være noget til enhver smag og lidt at tygge på samtidig.
Fabelagtigt nørderi!
Et godt førstehåndsindtryk
Er du mere typen, der vil i gang med læsningen NU NU NU, vil jeg anbefale simpelthen af pluklæse.
Tag en bog frem, slå op på side et, læs den, og vurdér så, om du herefter har lyst til at læse videre. Fanger bogen dig, er det bare at fortsætte. Fanger den dig ikke; luk den i, sæt den på plads og tag en ny bog frem. Gerne en helt anden type bog og en anden forfatter. Gå på opdagelse i bogreolerne.
Læs med maven
Mærk efter!
Luk lige øjnene, eller læg en hånd på maven og mærk.
Har du lyst til at grine? Til at gyse? Til at blive klogere? Eller måske til at blive forelsket? Gå med din mavefornemmelse og lad den guide dig til en genre eller et format. Måske kan du mærke, at du har brug for en kort, overskuelig bog. Måske er du klar til en litterær sværvægter. Eller måske skal du bare starte med et haiku-digt.
Uanset hvad, skal opfordringen herfra lyde: læs noget nyt, overrask dig selv og din omverden og (gen)opdag dig selv som læser.
God fornøjelse!