Filmanmeldelse: Drive
LOS ANGELES COOL: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set Nicholas Winding Refns kultfilm fra 2011.
Af Biblioteket
Filmen 'Drive' er et action-drama med Ryan Gosling i hovedrollen.
Nicolas Winding Refn har tidligere lavet danske film men er nu blevet et kendt navn i udlandet og med den amerikanske film 'Drive', vandt han prisen for bedste instruktør på Cannes Filmfestival.
I filmen er Ryan Gosling den mystiske og afdæmpede Driver, der arbejder som mekaniker og stuntmand om dagen. Her laver han stunts bag rattet, som bruges til actionfilm. Om natten har han en anden opgave bag rattet, da han er flugtchauffør for kriminelle.
Brug for en chauffør
Vores hovedperson får efterhånden opbygget et nært forhold til sin nabo, da han møder hende flere gange og lærer hende og hendes søn at kende. Hendes mand har haft en kriminel fortid og bliver truet af personer, som han skylder penge.
Da vores hovedperson finder ud af, at naboen og sønnen også bliver truet, involverer han sig i situationen, hvor han får brug for sine evner som chauffør.
Anderledes actionfilm
'Drive' har et meget roligt tempo og er ikke en kulørt og spektakulær actionfilm. Filmen koncentrerer sig meget om stemningen, som når hovedpersonen kører gennem mørklagte gader om natten som flugtchauffør, og der ikke er nogen dialog, og scenerne mest ledsages af stilhed.
Skuespillet er godt, især Ryan Gosling spiller overbevisende i rollen som den ret tavse men interessante Driver.
Filmen har kun få action-scener, men de er til gengæld ret voldsomme.
Jeg vil nok ikke kalde 'Drive' for underholdende, men den er et interessant og anderledes bud på en actionfilm og klart et kig værd.
Jeg giver filmen 4 stjerner ud af 6.
Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste.
Thomas Hjort Engstrøm
Litteraturformidler