Da Frederiksberg fik sit hovedbibliotek - 90 års jubilæum for hovedbiblioteket

Siden Biblioteket Frederiksbergs grundlæggelse i 1887 havde de to, senere tre og fire biblioteksfilialer været tæt knyttet til kommuneskolerne. Det største af bibliotekerne havde fået stillet lokaler til rådighed i Skolen på Howitzvej, men førte efter 1914 en omflakkende tilværelse.

Først rykkede biblioteket ind i lokaler på det gamle hospital ved Howitzvej, og i 1919 gik turen videre til en træbarak blot 50 meter derfra. Godt nok fik man dermed stillet 400 kvadratmeter til rådighed, men det forekom lidt pauvert med bibliotek i en midlertidig barak i seksten lange år.

Fra 1928 fik underbibliotekar, dr.phil. Georg Krogh-Jensen overladt den daglige drift af de frederiksbergske biblioteker i et tæt samarbejde med skoleforvaltningens chef, Sofus Franck. Sammen begyndte de to snart at lægge planer for et nyt, moderne folkebibliotek, og i foråret 1933 bevilgede Frederiksberg Kommunalbestyrelse 600.000 kr. til opførelse af et nyt hovedbibliotek. På grund af dyrtid endte udgifterne med at løbe op i 800.000 kr., eller hvad der i dag svarer til 35 millioner kr.

Krogh-Jensen og Franck havde i årene forinden undersøgt, hvor man skulle placere det nye hovedbibliotek. Et af forslagene gik ud på at købe ejendommen Falkoner Allé 20, hvor der kun lå en tankstation, der var let at flytte. Dermed var man endt med et hovedbibliotek i fire etager i stil med det københavnske hovedbibliotek i Krystalgade.

Da man i de samme år også gik med planer om at bygge et nyt og større rådhus på hjørnet af Falkoner Allé og Howitzvej, tegnede en af kommunens arkitekter også et hovedbibliotek ind i det store rådhusbyggeri. Men begge planer blev på skrivebordet, og i stedet valgte man et stykke af den gamle hospitalsgrund mellem Howitzvej og Solbjergvej, som i en række år var blevet benyttet som oplagsplads af kommunens gartnerafdeling.

Et frugtbart samarbejde

Men hvordan skulle Frederiksbergs nye hovedbibliotek se ud?

Den opgave havde man trygt lagt i hænderne på kommunens arkitekt H. Carl Andresen, men dr. Krogh-Jensen deltog også aktivt i tilblivelsen af det nye bibliotek, for formen skulle jo helst passe til indholdet. Og det kom den også til.

Endnu i 1933 havde kun et fåtal af danske købstæder bygget moderne folkebiblioteker, ja faktisk var det kun tretten år siden, det var sket første gang. Med opførelsen af biblioteket i Hjørring i 1926 havde man opnået en arkitektonisk form, der blev gældende for en del af de følgende års biblioteksbyggerier herhjemme: En forhal med skranke til udlån og aflevering. Og bag forhallen – og til begge sider – udlånssale til børn og voksne samt læsesal. 

Løsningen i Hjørring var forenelig med byggegrunden på Frederiksberg, og da Krogh-Jensen, H. Carl Andresen og Sofus Franck samt medlemmer af kulturudvalget havde set på moderne biblioteker i Stockholm og Oslo, var man klar til den store opgave.

Opførelsen af det nye hovedbibliotek

Da Andresens tegninger lå klar og var godkendt i efteråret 1933, tog man straks fat på at udgrave den 1862 kvadratmeter store grund. Det blev i øvrigt klaret ved håndkraft, så mange af Frederiksbergs arbejdsløse kunne få fast arbejde i et par måneder.

Da fundamentet var lagt og de solide mure i granit opført, kunne dr. Krogh-Jensen, Andresen og murermester Kornerup lægge grundstenene ved en lille ceremoni den 23. februar 1934. Krogh-Jensen lagde den første sten og sagde blandt andet:

”Jeg gør det i Haabet om, at den nye Bygning maa faa den Plads i Borgernes Hjerte, som tilkommer den, at Borgerne i stigende Tal, gennem mange Generationer maa søge til den for at finde Vejledning og Kundskab, og dér hente Opmuntring under Livets Genvordigheder og Støtte i Kampen for Tilværelsen”.

I månederne herefter rejste det nye, store hovedbibliotek sig støt og sikkert, og hen imod slutningen af 1934 var bygningen under tag. Derefter var det tid for snedkerne til at indrette de store sale med bogreoler, ekspeditionsborde samt borde og stole til lånerne.

Da alt var klart, blev biblioteket i den gamle træbarak fra 1919, lukket i 14 dage. Da hovedbiblioteket var blevet opført kun ganske få meter fra barakken, fik en tømrer hurtigt lavet en lille træbro og savede et hul i barakkens væg. Og så kunne personalet ellers begynde at køre bøgerne ind i det nye hovedbibliotek, og langsomt, men sikkert blev alle hylderne fyldt op.

En tur rundt i det nye bibliotek – dengang

Når man ankom til hovedbiblioteket blev man dengang som nu mødt af den høje facade med de mange vinduer og risaletter ved indgangspartiet, der med lidt god vilje skal forestille søjler. Bygningen ligner et moderne Akropolis i røde mursten. Hovedbiblioteket havde indtil 2004 tre indgangsdøre, hvoraf den midterste blev kaldt Kongeporten. Dette navn stammede helt tilbage fra byggeriet. Krogh-Jensen har fortalt:

”En Dag medens Bygningen var under Opførelse og endnu stod med tomme Vindues- og Døraabninger, gik jeg som sædvanlig min Runde gennem Bygningen for at se, hvorledes Arbejdes skred frem. I Forhallen gik der en Murerarbejdsmand og ryddede op foran de tre Døre, som paa dette Tidspunkt kun var store firkantede Huller i Muren. Han lettede paa Hatten og sagde: 

’Jeg har hørt, at de to yderste af disse her tre Døre skal bruges til Indgang og Udgang for Folk, der skal laane Bøger. Det kan jeg godt forstaa, men sig mig, hvad er egentlig Meningen med den midterste Dør?’ Jeg svarede: ’I det midterste Felt skal der efter Planen slet ikke være Dør, der skal være Glas fra øverst til nederst’. Arbejdsmanden tyggede lidt på denne Besked, saa sendte han mig et skarpt Blik fra Siden og sagde: ’Det kan De altsaa ikke være bekendt!’ Jeg blev temmelig forbløffet over denne Bemærkning og spurgte: ’Hvorfor kan vi ikke være det bekendt?’ ’Jo, ser De’, sagde Arbejdsmanden, ’naar Kongen engang kommer og skal se Biblioteket, vil De saa have, at Kongen skal gaa ind gennem en Sidedør? Nej, Kongen skal ikke ind ad en Sidedør, han skal ind ad Midterdøren!’ 

Jeg takkede Arbejdsmanden for hans Betænksomhed og lod straks hans Bemærkning gaa videre til Bygningens Arkitekt. Planen blev omgaaende ændret. Der kom ikke Glas i det midterste Felt, som det fra først af havde været Meningen, men en rigtig Dør lige som de to andre, og denne midterste Dør, som endnu aldrig har været aabnet, har siden heddet Kongeporten’".

Over Kongeporten anbragte man Frederiksbergs byvåben med de tre falke i bronzerelief på sandsten.

Inden for i bibliotekets forhal blev lånerne mødt af de svagt gule, marmorerede vægge, firkantede søjler i sort marmor og skakternet gulv i sort og hvid. Og på balkonen højt over forhallen bidrog det forgyldt smedejernsgitter til oplevelsen af det smukke bibliotek, hvor intet var sparet. Under uret var skranken, hvor personalet hjalp med udlån og aflevering og skrev lånerkort på skrivemaskine. På de gamle fotos kan vi endda se, at man valgte supermoderne P.H.-lamper som belysning.

Men kernen i det nye hovedbibliotek var afgjort den store midtersal med galleri hele vejen rundt. Salen var indrettet til voksenafdeling, mens de to sidefløje rummede læsesalen (sydsalen) og børnebiblioteket (nordsalen). I forlængelse af læsesalen lagde man avislæsesalen, hvor lånerne kunne sidde i det godt belyste lokale ud til Falkoner Plads. Efter en ombygning i 2004 er alle tre sale nu indrettet til voksenafdeling, og i 2022 blev den gamle avislæsesal indrettet til lounge, hvor voksenafdelingens personale hjælper lånerne.

Alle tre udlånssale og forhallen havde ovenlyslofter, som sikrede en god belysning i dagtimerne.

Ud mod Falkoner Plads var der på 1. sal indrettet seks studielokaler, som aftenskoler og andre foreninger kunne leje. I administrationsfløjen i bibliotekets vestlige ende – ud mod Dommerhaven – indrettede man kontorer til bibliotekets personale.

Kælderen var i det væsentlige indrettet til et magasin på 800 kvadratmeter. I en af anmeldelserne af det nye bibliotek i 1935 blev der udtrykt skepsis mod så store forhold på Frederiksberg, og det tog da også næsten tyve år, før magasinet var fyldt op med bøger.

Ved siden af magasinet, ud mod Solbjergvej, var indrettet en stor foredragssal på 160 kvadratmeter, der endnu benyttes flittigt i dag. Det oprindelige parketgulv skal angiveligt være skåret ud af plankerne fra en af de britiske fregatter, der fik en dansk fuldtræffer i Slaget på Rheden i 1801. Derfor blev gulvet også kaldt ”Fregatgulvet”, indtil det blev udskiftet for en del år siden.

Til at transportere bøger og andre tunge genstande mellem etagerne bestilte man to elevatorer hos De forenede Jernstøberier. Efter 90 år kører de stadig trofast op og ned flere gange dagligt. Biblioteket fik også nye bogvogne dengang, der har vist sig så robuste, at vi stadig har seks af dem.

Så vi passer godt på både huset og inventaret!

Åbnings- og indvielsesdagene

Den 1. oktober 1935 kunne hovedbiblioteket endelig åbne for publikum. Mange strømmede til på åbningsdagen, og der blev også sendt mange blomsterhilsener fra nær og fjern. Men ellers forløb dagen uden større festivitas. 
Men dr. Krogh-Jensen kunne dog tilfreds notere dette:

"Det var en uforglemmelig Oplevelse at se Publikum strømme ind i Salene, og det var ejendommeligt at se, hvor let alle fandt sig til Rette i Bygningen; hvor hurtigt de begreb Meningen med den, endskønt denne Bibliotekstype aldrig før var set. Som et nyfødt Barn straks begynder at aande og bevæge sig, saaledes begyndte Biblioteket i denne Bygning straks at leve".

I de første mange uger skete biblioteksbesøgene dog under støj fra pladsen foran. Biblioteksbarakken skulle rives ned, og da det var sket, kunne man endelig gå i gang med at anlægge den nye forplads med Ølandsfliser, som i de følgende årtier lidt uvenligt blev kaldt ”stenbruddet”. Damer i høje hæle skulle i hvert fald færdes forsigtigt på pladsen.

Da alt var klart, var det endelig tid til den højtidelige indvielse den 23. november 1935, hvor biblioteket, kommunalbestyrelsen og forvaltningen bød næsten to hundrede gæster velkommen. Foruden bibliotekscheferne fra København og Gentofte, så man også Undervisningsministeriets departementschef Frederik Graae og direktøren for Statens Bibliotekstilsyn, Thomas Døssing. Sidstnævnte gjorde sig få år senere bemærket i modstandskampen og blev efter krigen ambassadør i Moskva.

… og så kom børnene

Der manglede dog en væsentlig ting til at fuldende billedet af et moderne folkebibliotek anno 1935: Børnebiblioteket.

Biblioteksloven fra 1931 havde for første gang sikret folkebibliotekerne statstilskud til drift af børneafdelinger, og selv om Frederiksberg ikke fik det første børnebibliotek i Danmark, så blev det et af de største og mest moderne, da det slog dørene op den 1. oktober 1937.

Det lå indtil 2004 i hovedbibliotekets nordsal og var indtil midten af 70’erne en selvstændig enhed med eget personale, budget, materialeindkøb, indbinding og skranke. Børnebiblioteket havde også egen indgang, som foregik fra Solbjergvej 23. Når børnene trådte ind ad døren fulgte garderobedamen altid godt med i, at de fik vasket hænderne godt og grundigt, inden de måtte fortsætte op ad trappen til børnebiblioteket, der var delt i to afdelinger:

En til de mindste børn, der kunne slå sig ned ved de lave runde borde. Og gennem glasdøre kunne de større børn og unge træde ind i børnelæsesalen, hvor børnene kunne sidde ved de lange, lige borde og stille læse i deres bøger. Fri leg og udfoldelse på børnebiblioteket hørte en langt senere tid til.

Gæster fra ind- og udland

Det nye hovedbibliotek blev flittigt anmeldt i aviser og tidsskrifter, og selv radioen bragte også indslag. Snart begyndte biblioteksfolk, arkitekter og mange andre interesserede at dukke op på Frederiksberg for at se det nye ottende vidunder. Det hidtil største folkebibliotek herhjemme. Selv om mange gæster kom fra Danmark, så skortede det bestemt heller ikke på besøg fra udlandet, og i bibliotekets elegante gæstebog i brunt gedeskind, kan vi i dag læse navnene på de besøgende fra de skandinaviske lande, fra England, Frankrig, Tyskland og USA, og der havde også været besøgende fra Indien og Japan, inden det første år var gået.

Anden Verdenskrig satte en naturlig stopper for de udenlandske besøg, og selv om der efter 1945 stadig kom mange udlændinge forbi, opstod der efterhånden i 50’erne og 60’erne interesse for ny og anderledes biblioteksarkitektur.

Krogh-Jensen og H. Carl Andresens idéer om et moderne folkebibliotek anno 1935 finder vi og lånerne os stadig godt til rette i, og de mange nye moderne formidlingstiltag med inspirationsborde føjer sig let ind i de gamle, kendte rammer.