Nyt fra biblioteket

Vil du og din hund gøre en forskel?

Den 29. august kan du og din hund blive certificeret hos foreningen Læsehunde - og bagefter kan I hjælpe børn med at få læseglæde.

Af Astrid Myrup

Foto: Fonden for Socialt Ansvar

Er du den lykkelige ejer af en dejlig vovse, som er glad for børn og alverdens historier? Så bliv frivilligt læseteam i Læsehunde! Når I er blevet certificeret, kan I blive læseteam på Frederiksberg Hovedbibliotek og gøre en forskel for børn, der har brug for lidt ekstra læsetræning.

Hvad er en læsehund? 

En læsehund er en venlig og børneglad hund, som motiverer børn til at læse ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier. Læsehunden er certificeret til opgaven sammen med sin ejer. Sammen udgør de et læseteam. 

Læsehunde henvender sig til børn i 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men som er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen. 

Hvordan kan en læsehund hjælpe? 

En læsehund tilbyder ro og nærvær, som skaber tryghed og tillid hos barnet. En læsehund hverken dømmer eller retter, men er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse for børn. Dette kan bidrage til øget læselyst og selvtillid.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om certificeringen, skal du kontakte Fonden for Socialt Ansvar, som står for Læsehunde. Er du interesseret i at blive læseteam på Frederiksberg Hovedbibliotek, så send en mail til asmy01@frederiksberg.dk