"Dejlig er jorden er en grundtone i mit liv"
Hymns from Nineveh-bagmanden Jonas H. Petersen fortæller om sin yndlingssalme i ny podcast.
Af Biblioteket
Bag artistnavnet Hymns from Nineveh gemmer sig sangeren og musikeren Jonas Haahr Petersen.
Hans sange er blevet beskrevet som moderne "popsalmer", og den danske salmetradition står ham i det hele taget nær.
Jonas' egen yndlingssalme er 'Dejlig er jorden', som fik sin afgørende plads i Jonas' liv til en begravelse.
Det fortæller han om i det seneste afsnit af bibliotekets musikpodcast Min tone i livet.
"Menneske, fryd dig"
Ved begravelsen blev Jonas ramt af sangens linje om, at mennesket skal fryde sig - på trods af tabet.
Det budskab finder Jonas stor mening og taknemmelighed i. Og han har tilmed omarbejdet nogle af linjerne fra 'Dejlig er jorden' i hans egen 'Stop Loss'.
'Stop Loss' er med på Hymns from Ninevehs "helårsjulealbum" Julekassen, der udkom 5. november.
Følg Min tone i livet
Du kan høre alle afsnit af Min tone i livet her, ligesom du kan abonnere på podcastserien i din foretrukne podcast-app (søg på "Min tone i livet" eller "Biblioteket Frederiksberg").
Hør hvordan én enkelt sang fik betydning for Leonora Christina Skov, Kasper Holten, Pelle Peter Jencel, Raske Penge, Lucy Love, Brian Holm og Jacob Mielcke - og mange, mange andre.