Indhold: Hvem skal jeg dedikere bogen her til ; Spurv, min piges forkælede ; Er mig kærkommen, ligesom guldæblet ; Græd, I elskovens guder og gudinder ; Den båd, I ser her, venner, kan berette, at ; Leve skal vi, min Lesbia, og elske! ; Flavius, hvis din udkårne var andet ; Vil du spørge, hvor mange gange vi skal ; Åh nej, Catullus, styr nu din elendighed ; Åh, Veranius, ud af alle mine ; Jeg gik dovent omkring på Forum, da jeg ; Furius, Aurelius, kære venner ; Marrucinus Asinius, din venstre ; Om få dage kan du soupere hos mig ; Søde Calvus, vær glad for, at jeg elsker ; Hvis I da eksisterer, læsere af ; Jeg betror nu mig selv og den, jeg elsker ; Pik i røven og munden skal jeg gi jer ; Du, Colōnia, kære by ; Du, Aurelius, hungersnødens fader ; Suffenus, som du kender, Varus, ud og ind ; Du har nul slaver, Furius, nul penge ; O, du blomst af Juventiernes have ; Hej Thallus, pikhungrende røv, mer blød end et kaninskind ; Dit landsted, Furius, er ikke udsat ; Dreng, som skænker falernervinen, kom her ; Personale for Piso, embedsstakler ; Hvem kan dog se på dette, hvem kan tåle det ; Du, Alfenus, er en ; Blandt halvøer og øer er du, Sirmio ; Ipsithilla, vær sød at sende bud til ; O, I bedste blandt svømmehallens tyve ; Vi, Diana, er dine tro ; Bring, papyrus, et ord til min følsomme ; Rådne røvvers, Volusius' Annaler ; Du lumre kro og I, stamklientellet der ; Cornificius, din stakkels Catullus ; Fordi Egnatius har hvide tænder, så ; Hvilken ufornuft drev dig, Ravidus, så ; Ameana, den udkneppede dulle ; Kom i flok, mine hendekasyllabler ; Hej, du pige med ikke lille næse ; O du, mit landsted, om du så er tiburtinsk ; Mens Septimius holdt sin kære Acme ; Nu er foråret her, og vinden mildnet ; Porcius og Sokration, I tvende ; Dine øjne er honningsøde ; Du, mest veltalende af romerslægten ; Ubekymrede lå vi ned den hele ; Den mand er en gud for mit blik, han synes ; Lediggang, Catullus, er hæsligt for dig ; Hvorfor, Catullus, er du ikke død for længst? ; For et øjeblik siden fik en fyr i ; Othos hoved, du godeste, hvor lille ; Hvis det ikke er plagsomt, må jeg bede ; Cato, åh, det er helt ustyrligt morsomt ; Hvilket nydeligt par: to mandebitches ; Vores Lesbia, Cælius, min egen ; Menenius' kone Rufa, som er fra ; Har en løvinde på et libysk bjerg eller ; Du, som dvæler på Helikon ; Unge mænd ; Efter Attis på et hastigt skib var ført over havdybet ; Fyrreskov groede oppe på Pelions tinde engang, man ; Hortalus, selvom min pinsomme grublen driver mig bort fra ; Alle de himmelske lys - af én mand blev de først observeret ; O, du pryd for en god ægtemand og pryd for en fader ; Tynget af skæbne og bitter ulykke sender du mig dit ; Jeg formår ikke at tie, gudinder, om nøden, jeg var i ; Rufus, lad vær med at undre dig over, at slet ingen kvinder ; Kvinden, jeg elsker, fortæller, at hun ikke hellere ville ; Hvis nogen mand med god ret led af usalig gedehørm under ; Der var engang, hvor du kaldte Catullus din eneste ene ; Opgiv på forhånd at tro, du fortjener en andens vejvilje ; Gellius havde godt hørt, at onklen skældte og smældte ; I dette dynd er mit sind sunket, Lesbia, og det er din skyld ; Hvis det kan skænke et menneske lykke at tænke på sine ; Rufus, jeg troede, du var min ven, men omsonst og forgæves ; Gallus har brødre: Den ene af dem har den yndigste kone ; Men det, som smerter mig nu, er tanken om, at en ærbar ; Lesbius er en flot fyr ; Gallius, sig mig, hvorfor dine rosenrødmende læber ; Var der da ikke, Juventius, blandt så utallige skarer ; Quintius, er det din lyst, at Catullus skal skylde dig sine ; Lesbia taler ustandseligt ondt om mig foran sin mand, og ; Hudmærket, udtaler Arrius det, hver gang han vil sige ; Afskyr og elsker på én gang, det gør jeg ; Quintia synes smuk for de fleste ; Slet ingen kvinde i verden kan påstå, at hun bliver elsket ; Gellius, sig mig, hvad sker der for fyren, som tænder på mor og ; Gellius holder sig slank, det er klart, for hans mor er så sød og ; Gid at en spådomspræst fødes af Gellius' blodskam med moren ; Gellius, dengang jeg valgte at stole på dig midt i al min ; Lesbia udslynger eder mod mig i ét væk og kan ikke ; Cæsar, jeg har ikke nogen stor trang til at vinde din gunst, og ; Pikkemand skampuler alt ; Zmyrna, min ven Cinnas digt, er endelig udgivet, det er ; Hvis blot den mindste del af vor sorg rækker ned i de tavse ; Jeg mente ikke - ved gudernes nåde - at man kunne lugte ; Ormstukne Vettius, hvis man med god ret kan anklage nogen ; Åh, honningsøde Juventius, mens du legede, stjal jeg ; Cælius: Åh, Aufillenus!, Quintius: Åh, Aufillena! ; Gennem utallige lande og over utallige have ; Hvis en pålidelig ven nogensinde har kunnet betro en ; Silo, nu gir du mig enten de ti, som du skylder, og så kan ; Tror du, jeg kunne forbande den kvinde, som er hele livet ; Pikkemand prøver at klatre helt op til Parnas-bjergets tinde ; Ser man en smuk dreng i selskab med en auktionarius, hvad skal ; Når det, man drømte om, men havde mistet alt håb om, indtræffer ; Hvis folkets dom gør en ende, Cominius, på dit grågustne ; Du som er livet selv, lover mig, at vi to kan finde lykken ; Gode veninder taler man rosende om, Aufillena ; Hør, Aufillena: Den højeste lovprisning for en gift kvinde ; Naso, du er en ordrig person ; Dengang Pompejus den Store var konsul for første gang, Cinna, ; Man kalder Pikkemand rig, for hans landarealer i Firmum ; Pikkemand ejer omkring syv hektar med græsgang og ti med ; Jeg har nu ofte forsøgt at gendigte Kallimachos' værker