Bøgerne er blevet nemmere at finde på hovedbiblioteket

Vi har flyttet lidt rundt på bøgerne i voksenudlånet på hovedbiblioteket, så du lettere kan finde og fordybe dig i netop den genre, du søger.

Af Rebekka Mohr

Bibliotekar sætter krimi på plads i Nordsalen
Krimiernes nye plads i Nordsalen, foto: Biblioteket Frederiksberg
Bibliotekar kigger glad på hylde med bøger i rummet med digte, skuespil og noveller
Fordybelsesrum til digte, noveller og skuespil, foto: Biblioteket Frederiksberg

På baggrund af blandt andet tilbagemeldinger fra jer, der kommer på biblioteket, har vi givet flere populære genrer mere fokus og plads med en omrokering i voksenudlånet på stueetagen. Særligt i Nordsalen vil du opleve, at der er sket en masse nyt.
 

Krimier, sci-fi og fantasy, biografier står nu samlet i Nordsalen 

Der er sket flere ting i Nordsalen – til højre for indgangen: 

  • Efter stor efterspørgsel har vi samlet alle krimier og givet dem mere plads i Nordsalen. Her står de nu og lokker til masser af nervepirrende læsning langs væggen under vinduerne. 
  • Nordsalen er også blevet hjem for alt i science fiction og fantasy på både dansk og engelsk, hvis du vil en tur til fremtiden eller andre fjerne universer.
  • Endelig finder du også MagnaPrint-bøger med stor skrift og alle biografierne om de kendte og kongelige i Nordsalen.
     

Romanerne er samlet i Litteraturens sal 

Vi har stadig mange fantastiske romaner at vælge imellem, der nu er blevet samlet i den smukke sal midt i biblioteket.


Digte, noveller og skuespil får sit eget rum

I sin helt egen lille fordybelses-lomme i rummet bagerst mellem Litteraturens sal og Nordsalen kan du dykke ned i et udvalg af digte, novellesamlinger og skuespil.
 

Spørg os, og hold øje med flere forbedringer

Du må endelig spørge, hvis du har brug for hjælp til at finde en bestemt genre eller bog – eller hvis du har brug for inspiration til en helt ny læseoplevelse.

Glæd dig til flere forbedringer på den anden side af sommerferien - særligt hvis du er tegneserielæser.