Sæt reserveringer på pause i din ferie
Få mere ud af dine lån – også når du holder pause!
Af Mia Thougaard …
Skal du på sommerferie eller har du brug for en pause fra at hente reserverede bøger og materialer? Så har vi en løsning til dig: Du kan sætte dine reservationer på pause!
Med funktionen undgår du, at reserverede materialer bliver gjort klar til afhentning, mens du er væk. Du mister ikke din plads i køen – du bliver i stedet sprunget over i reserveringskøen, til din pauseperiode er slut. Det er nemt og fleksibelt, og du slipper for at gå glip af dine reserveringer.
Du kan selv sætte dine reserveringer på pause via vores hjemmeside eller i appen Biblioteket. Har du brug for hjælp, har vi lavet en skriftlig guide, som du finder her: Ferieservice: Sæt reserveringer på pause | Biblioteket Frederiksberg - fkb.dk. Nederst på siden finder du også en videoguide, der viser trin for trin, hvordan du gør det i appen.
Lån bøger i din feriekommune
Er du i sommerhus eller på længere ophold i en anden kommune, kan du nemt skifte lånekommune midlertidigt i appen og bruge det lokale bibliotek dér. Det kræver blot, at du er oprettet som bruger i den kommune, du opholder dig i. På den måde kan du stadig låne og tilgå bøger, film og andre materialer, selvom du ikke er hjemme.
Undtagelsen: fjernlån
Ingen regler uden en undtagelse: reserveringspauser slår ikke igennem på fjernlån, dvs. materialer, vi bestiller hjem til dig fra andre biblioteker. Vi får ikke automatisk besked om, at du er fraværende, når vi gør fjernlånene klar til afhentning, og derfor kan du opleve at få en besked om afhentning af et fjernlån, selvom du er på ferie.