Titler til togturen - fang en bog på Flintholm 8. september
Har du lang transporttid? Eller kan du måske nå et lille digt mellem to stop? Få inspiration til bøger, der passer til din togtur, og lån en på farten, når dine bibliotekarer står klar langs DSB's "Læselinje" i anledning af FN's Læsedag.
Af Alma Bay Skjoldborg Kullberg
De fleste af os kender det. Vi skal et par stop og ender med at scrolle på telefonen, til vi står af. Men hvorfor ikke bruge tiden på en god bog i stedet? Uanset om du er til poesi, prosa eller vil lære noget om den virkelige verden, findes der en bog, der rimer på tog.
Vi har udvalgt en række gode bøger til din togtur. Læs om dem herunder og grib en af dem på farten 8. september på Flintholm Station. Her står dine bibliotekarer fra Frederiksberg nemlig låner dem ud til togturen i anledning af FN's Læsedag.
Læs med på linje C tirsdag den 8. september
Læsning giver os noget særligt. Et pusterum i hverdagen, hvor vi kan fordybe os og lade tankerne vandre. Og det pusterum fås næsten ikke noget bedre sted end i toget. Derfor går DSB og bibliotekerne fra syv forskellige kommuner langs med S-togs linje C sammen om at fylde togrejsen med gode fortællinger på FN’s Læsedag den 8. september.
”Læs på linje C” er en invitation til at bruge togrejsen på at genopdage læsningen som et fællesskab, et frirum og en pause fra hverdagens konstante strøm af notifikationer.