Efterårets krimihøst
Efteråret har budt på mange store krimiudgivelser. Jeg har udvalgt nogle af mine krimi højdepunkter fra efteråret, som kan inspirere dig til læsning i de mørke vintertimer.
Af Rebekka Mohr
Oxen er tilbage i storform
Axel Mossman, konstitueret chef for PET, kalder sine trofaste støtter, agent Margrethe Franck og den tidligere jægersoldat, Niels Oxen, til møde hjemme i sin kælder. Mossman må erkende, at han har forsømt, at tage affære overfor magtnetværket Danehoff, der endnu engang gør forsøg på at genindtage Danmark og dansk politik.
Det er på høje tid. De skal benytte sig af, at de befinder sig i et interregnum - magttomrummet mellem den ene PET-chefs fald og udnævnelsen af en ny. De har knap nok sagt ja, før der sættes gang i en kædereaktion af fatale begivenheder.
Det jeg særligt godt kan lide ved bøgerne er den en underliggende alvor, der afspejler tematikken om magtmisbrug, hemmeligheder og en traumefyldt fortid. Det sammenlagt med velopbyggede karakter, giver en dybde til fortællingen. Det er intens spænding i højt tempo.
Underværk fra den store mester
En morgen, da Stockholm vågner, står der en statue på Skinnarviksberget, en kopi af den Zeusstatue, der var et af antikkens syv underværker. I et døgns tid får stockholmerne lov til at leve i den tro, at deres by er blevet beriget med et nyt, storslået og anonymt kunstværk. Men så afsløres den brutale virkelighed.
Efter min mening er Arne Dahl blandt de mest velskrivende krimiforfattere, han leverer igen en intens og formidabel krimi af højeste kvalitet. Plottet er sammensat, brutalt og overraskende, og længe er politiet i vildrede med hensyn til motiv. Kompositionen er effektiv og afspejler politiets frustration og afmagt. Som læser hænger man på hele vejen med stadigt stigende puls.
Underværker er 2.del i serien om specialenheden NOVA en del af Stockholms politi. 1, del 'I cirklens centrum' kan med fordel læses først.
Ny medrivende historisk krimi
I slutningen af det 19. århundrede sker der store forandringer i Stockholm. Indbyggertallet vokser, men bag de smukke husfacader er livet ofte hårdt og præget af sygdomme, ulykker og uretfærdighed.
'Døde kvinder tilgiver ikke' er første bind i den historiske krimiserie 'Stockholmsmordene', som omhandler stærke kvindeskæbner. Det er en både underholdende, oplysende og tragisk skildring af kvinders barske og meget ufrie vilkår i et mandsdomineret samfund omkring århundredeskiftet.
Mesteren af psykologisk spænding
Hvis du er til krimier, der kredser sig om mennesker og psykologi, handling og konsekvens, så er der ingen så dygtig som Camilla Grebe. Det er tankevækkende, bevægende, spændende og ikke mindst velskrevet læsning. Det gælder også for Camilla Grebes nyeste krimi 'Pigerne og mørket'.
Et år er gået siden 17-årige Ella forsvandt sporløst fra den lille by Storforsa. Politiet har hverken fundet hende eller årsagen til hendes forsvinden, og for familie og venner har året været et kaos af fortvivlelse, tomhed, savn, skyld og håb. 'Pigerne og mørket' indgår i serien 'Den mørke side', der samler Camilla Grebes selvstændige krimier.
Makaber uhygge i stærk serie
Cilla og Rolf Börjlind stærke serie om kriminalassistent Olivia Rönning og tidligere efterforskningsleder Tom Stilton er nu nået til det niende bind, men jeg synes, at serien holder sit kvalitetsmæssige høje niveau.
Et lige uden hoved findes i en kæmpe myretue i skoven omkring Jämtland. Offerets fingeraftryk dukker ikke op i nogen af politiets registre, og ingen er blevet meldt savnet i området i over tyve år. Langsomt begynder uro og mistænksomhed at brede sig i det lille samfund.
Det er en velskrevet og helstøbt krimi, hvor handling, sidehandlinger, skift i synsvinkel og skildringerne af såvel politifolk som beboere i byen spiller sammen. Forfatternes baggrund i filmbranchen fornægter sig ikke i den næsten filmiske komposition
Nesbøsk humor og intens spænding
Jo Nesbø er sin helt egen og skriver stadig fremragende. Det er hårdkogte politikrimier men med den helt særlige Nesbøske tone og humor.
I Nesbøs nye krimi 'Minnesota' møder vi Bob Oz. Når man hverken har udseende, penge eller charme, må man arbejde hårdere end konkurrenterne. Værre er det ikke. Så det gør Bob Oz. Både som efterforsker ved politiet i Minneapolis, og når han skal score damer. Bob Oz giver aldrig op.
Ensomhed og melankoli går hånd i hånd med nervepirrende spænding og sort humor i denne fremragende krimi.