Årets mest hypede bøger på internettet
Der bliver talt meget om bøger på de sociale medier, men hvilke bøger tales der om, og hvilke bøger kommer vi til at huske 2025 for?
Af biblioteket
Læse-hype på de sociale medier
Rigtig mange finder inspiration til deres læsning på de sociale medier, og her er #BookTok i høj grad stedet, man skal holde øje med. #BookTok er i virkeligheden bare et hjørne eller et hashtag på platformen TikTok, hvor der bliver talt om bøger. Her anbefaler læsere bøger til andre læsere og diskuterer karakterer, plot og meget andet.
Der er blevet talt om mange forskellige bøger året igennem, men der er alligevel nogle bøger, som skiller sig ud i forhold til, hvor meget der blev talt om dem.
Romantasy, romantasy, romantasy
Uanset om man er fan af subgenren romantasy (en sammentrækning af romance og fantasy), må man erkende, at genren har vundet enormt indpas hos store dele af læserskaren. Langt de fleste bøger, der spredte sig til snart alle hjørner af internettet, hører da også til i denne genre.
2025 startede med udgivelsen af den længe ventede Onyx Storm, tredje bog i Rebecca Yarros’ sexede og hæsblæsende serie om drageriderne. Ville man undgå at spoile handlingen, måtte man holde sig fra både TikTok og Instagram, indtil man havde læst bogen færdig, for det væltede med videoer, teorier, meninger og memes om bogen, der endnu engang sluttede på en cliffhanger.
Tilbage til arenaen
I marts udkom den femte bog i Suzanne Collins’ dystopiske Hunger Games-univers, denne gang med fokus på Haymitch (Katniss’ og Peetas mentor i den oprindelige trilogi) og dennes rolle i det 50. Dødsspil. Bogen blev taget enormt godt imod, og med annonceringen af en filmatisering gik fancastingen i gang (fancasting er, når fans af en bog laver videoer med skuespillere, som de synes passer perfekt til en karakter), og mange af fancasternes drømme blev faktisk til virkelighed. Der blev udgivet en trailer i november, og det satte fornyet gang i Hunger Games-snakken. Filmen har premiere i efteråret 2026.
Fra fjender til elskende
Det var lige før, at internettet gik i stykker, da Silver Elite-marketingmaskinen blev sat i gang. En stort opslået romantasy, sat i en dystopisk verden og krydret med alle de gode troper: forbudt kærlighed og forræderi. Det særlige ved bogen var forfatteren, for ingen ved, hvem Dani Francis er – bortset fra forlaget, der netop har markedsført bogen med, at det er et pseudonym for en i forvejen kendt forfatter, og det har fået internettet til at koge over i spekulationer.
Fra populær fanfiction til storsælgende debut
Da Alchemised landede på hylderne i efteråret, var det til stor efterspørgsel blandt læserne. Romanen er med sine 1.030 sider lidt af en mursten, men det holder ikke læserne tilbage. Oprindeligt havde forfatteren SenLinYu udgivet værket som fanfiction online og grundet populariteten omskrevet hele bogen, så den kunne udgives traditionelt. Med oversættelse til mere end 20 sprog kan læsere herhjemme også glæde sig til, at den dystre romantasy lander på dansk.