Månedens film fra Filmstriben i november
"Silkehud" er en isnende smuk fortælling om lidenskabens pris.
Af biblioteket
Truffauts kølige lidenskab
François Truffauts "Silkehud" er måske en af instruktørens mest undervurderede film – en afdæmpet, men intenst vibrerende fortælling om begær, skyld og illusioner i kærlighedens navn. Efter succesen med "Jules et Jim" og "Skyd på pianisten", vendte Truffaut sig mod et mere realistisk og nøgternt univers, hvor følelsesstormene stadig raser, men bag elegante hotelværelser, flyrejser og høflige manerer.
Filmen følger den midaldrende litteraturkritiker Pierre Lachenay (spillet med fornem selvbeherskelse af Jean Desailly), som bliver forelsket i den unge stewardesse Nicole (Françoise Dorléac). Deres forhold udspiller sig i hemmelighed – en affære båret af tiltrækning, drømme og voksende løgne. Hvor mange af Truffauts tidligere film svæver på romantisk idealisme, skærer "Silkehud" sig igennem med kirurgisk præcision: den viser kærligheden som en skrøbelig konstruktion, fanget mellem hverdagslivets rutiner og den pludselige, næsten barnlige længsel efter noget nyt.
Et studie i kontrol
Truffaut og fotografen Raoul Coutard (kendt fra Godard-film som "À bout de souffle") bruger et skarpt, næsten klinisk sort-hvidt billede, hvor hvert blik, hvert hotelgardin og hver regnfuld pariservej bærer på undertrykt passion. Den klassiske nouvelle vague-energi er her omsat til noget mere modent – en filmisk selvbeherskelse, hvor følelserne ikke eksploderer, men langsomt kvæles under vægten af respektabilitet.
Françoise Dorléac – søster til Catherine Deneuve – giver Nicole en blanding af ungdommelig friskhed og melankolsk afstand, der gør hendes karakter uforglemmelig. Hun er ikke blot et objekt for begær, men en kvinde med sin egen længsel, sin egen stilhed. I hendes øjne anes hele filmens tragedie: kærligheden som et øjebliks nåde, der altid glider væk.
En stille desperation
Der er intet sentimentalt over "Silkehud" – kun en stille desperation, der vokser frem til et uafrysteligt klimaks. Da filmen udkom i 1964, blev den overskygget af Truffauts mere spektakulære værker. Men set i dag fremstår "Silkehud" som en film, der foregriber det moderne europæiske relationsdrama. Den er et værk om borgerlighedens masker og den smerte, der ligger i at ville leve et andet liv, men ikke turde det.
Det er en film, der fortjener at blive genopdaget, ikke som en fodnote i Truffauts karriere, men som et af hans mest modne og fuldendte værker.
