Bøger

Anbefaling af 'Havbrevene'

Af Amalie Pind Jensen

Bøger

Biblioteket anbefaler: 'Havbrevene'

Hvad mon havene ville sige, hvis de kunne tale? I Siri Ranva Hjem Jacobsens (f. 1980) 'Havbrevene' får vi måske svaret, når havene vækkes til live i en original og poetisk refleksion over tidens klimaudfordringer.

Litteraturformidler Amalie Pind stående med bogen Havbrevene i bibliotekssalen.
Foto: Biblioteket Frederiksberg

Den lille prosabog fra 2018 er en brevveksling mellem de to søsterhave Atlanterhavet og Middelhavet, som underskriver sig henholdsvis A og M. Storesøster Atlanterhavet er 180 millioner år, ”gammelt og brøsigt”, mens lillesøster Middelhavet med sin, til sammenligning, korte levetid på kun fem millioner år er anderledes uprøvet, enfoldigt og uforstående over for det, vi mennesker gør ved havene:

”Det bliver sværere, søster.
Jeg er ikke længere mig selv. De fylder mig hver dag med noget væsenløst og fremmed, de propper det i mig. Er det en form for hævn?

Skriv snart og fortæl mig en historie.

M.”


Havenes masterplan

Menneskene, som havene kalder ”krybene”, var oprindeligt tænkt som instrumenter for en plan om igen at forene alle verdens have til ét stort hav, som de var, før landjorden skilte dem ad: 

”Det første land skød rødt og filipensagtigt frem, brunede siden til en sårskorpe og smagte af et hidsigt mineral”, 

erindrer Atlanterhavet i en passage om, hvordan jorden og alt liv på den blev til – en ny form for skabelsesberetning hvor jordkloden i begyndelsen var helt dækket af vand. I denne fortælling skabte havene menneskene som levende kar, der skulle rejse med vandet og sprede det på jorden – en drøm der accelererede med de menneskeskabte klimaforandringer. Med en humoristisk, men også tydeligt katastrofeagtig, undertone skriver det store Atlanterhav til det lille Middelhav:

”P.S. Nyt fra søster i Arktis – det skrider frem!” 


Et lille kunstværk

Havenes ord flankeres bogen igennem af billedkunstner og illustrator Dorte Naomi sort-hvide tryk, der giver associationer til vand: bølger og tang og vandvæsener som snegle, gopler og stimer af fisk, men også menneskelige kropsdele – arme, ben, fødder. Blandingen af de to minder én om, at alt er filtret sammen i et stort samspil mellem det menneskelige og naturen, ligesom det grafiske og det skrevne er bundet sammen i brevromanen, som på den måde bliver et helt lille kunstværk, der selv giver form til sin egen økokritik.

Hvis du har mod på mere klimalitteratur, har jeg samlet et lille udvalg af andre vandige læseoplevelser nedenfor. 

God tur i bølgen blå!

- A.