Om dette arrangement

Tid
18:00 - 23:55
Pris
Kun adgang med Kulturpas
Bibliotek
Målgruppe
For alle
Børn & forældre

KULTURNATTEN: Nøglen til de gode historier

13.10.23
Der er sket noget mystisk på biblioteket - og du skal hjælpe med at opklare det!

Gå på opdagelse på biblioteket efter lukketid, og vær med i vores spændende og familievenlige gådejagt. Bliv underholdt og overrumplet af den moderne Sherlock Holmes Niels Krøjgaard. Mød mystiske og musikalske overraskelser, når koret Schola Cantorum optræder i det dunkle bibliotek. 

Vores bar har åbent hele aftenen og sælger forfriskninger til børn og voksne.

Deltagelse i arrangementet kræver gyldigt Kulturpas. Kulturpasset kan købes digitalt i Kulturnattens webshop.

På Kulturnatten lukker biblioteket klokken 18 for alle uden Kulturpas.

Program for Kulturnatten:

18.00 - 24.00: Gådejagt: Nøglen til de gode historier
Træd ind i en verden af mysterier og opdagelser, hvor I som efterforskere skal løse gåder og finde de forsvundne ord, der truer med at forlade bøgerne for evigt. Udforsk det fortryllede bibliotek, samarbejd som et hold, og brug jeres kreativitet til at opklare gåderne og redde historierne. Er I klar til at tage på en uforglemmelig ordjagt efter lukketid? Eventyret begynder her! Hent et startsæt i loungen og gå på jagt mellem bogreolerne! Gådejagten henvender sig til alle fra ca. 6 år. Medbring gerne en lommelygte (på mobilen), da mørket har sænket sig over biblioteket.

18.00 - 22.00: Maker-workshop med yndlingsord
Giv dine yndlingsord et løft. Lav din egen mulepose med ord, der ikke må forsvinde fra bøgerne - og bær den med dig ud i verden. Hvilke ord vil du ikke undvære?

18.30 - 21.00: Stemningsfulde musikalske overraskelser
Schola Cantorums Kvindekor laver pop-up koncerter i tidsrummet 18.30-21. Hvis du vil være sikker på at få denne klangfulde oplevelse med, så indfind dig i forhallen kl. 18.30 eller kl. 20.

21.30 - 23.00: "Afkod og afslør" ved psykologisk entertainer Niels Krøjgaard
Du kan kalde Niels Krøjgaard en moderne Sherlock Holmes. Han lægger mærke til signaler i dit kropssprog, du ikke var klar over, at du udsendte. Han tolker signalerne og ved præcis, hvilke tanker i dit sind, som har frembragt dem. Lyver du - så bliver du afsløret.
Niels Krøjgaard vil starte aftenen med et kort show, hvor publikum får mulighed for at opleve hans evner inden for psykologisk manipulation. Du vil med garanti blive snydt – men på en yderst underholdende måde.
Herefter fortæller Niels Krøjgaard om kropssprogsaflæsning og om afkodning af de følelser, der ligger bag forskellige ansigtsudtryk. Det er bl.a. nogle af disse aflæsningsmetoder, som han har undervist politifolk i, og som indgår i forbindelse med afhøring af kriminelle. Niels Krøjgaard tager dig med ind den nyeste forskning i hvordan man “læser” mennesker, og du vil få viden og værktøjer, så du selv kan gå ud og læse og blive klogere på de mennesker du møder.

Om Niels Krøjgaard
Niels Krøjgaard er psykologisk entertainer - en showman med ekspertise inden for tankelæsning, mind control og psykologiske illusioner. 
Han er uddannet i etablering og detektion af troværdighed og bedrag, samt følelsernes intelligens hos Paul Ekman International i Manchester. Han har undervist politifolk og været med til at uddanne specialstyrker hos Rigspolitiet, hvor nogle af landets bedste efterforskere bruger hans viden i forbindelse med afhøring af kriminelle. Han har også opnået en stor erfaring inden for ”cold reading” - en teknik, som personer med clairvoyante ”evner” bruger til at skabe deres illusion. Som den eneste dansker er han blevet undervist i Applied Cold Reading i London af en af verdens førende eksperter på området, Ian Rowland, som også benyttes af FBI.

Arrangementet er et særarrangement afholdt i forbindelse med Kulturnatten.