Anbefaling af Claire Keegans bøger
Af Benoit Enguerran Petit
Biblioteket anbefaler: Claire Keegans bøger
Irske Claire Keegans 'Over de blå marker' er nu tilgængelig på dansk, og det er glædeligt. Med sit præcise sprog portrætter Keegan almindelige mennesker i særlige situationer og dét ikke uden ømhed. Så lad hendes fortællinger transportere dig til Irland.
Normale mennesker
Claire Keegans romaner og noveller fortæller ”almindelige” menneskers historier i Irland. Tit i provinsen, men også i Dublin. Det kan være børn, voksne, kvinder og mænd, som er omdrejeningspunkt for en fortælling. En ting er sikker: Claire Keegan har en stor forståelse af mennesker, ’Normale mennesker’, hvis man må låne titlen på Sally Rooneys bestseller.
Hovedpersonen i romanen ’Omsorg’ trives dårligt i et fattigt hjem med mange søskende og nogle forældre, som hverken har tid eller lyst til at vise hende den opmærksomhed, hun trænger til. Omsorgen får hun derfor hos nogle slægtninge. Det får læseren til at blive grebet af denne langsomme historie om en uforglemmelig ferie for den lille pige.
I novellen ’En lang og smertefuld død' mødes to mennesker, som ellers ikke har noget at gøre med hinanden, da de hører til to forskellige klasser. Sådanne spændinger optræder tit i Keegans bøger. Man mærker hos Keegan en interesse for at sætte sig i andres sted igennem en særlig stil.
Kort og godt
Claire Keegan skriver ikke moppedrenge. Hun mestrer de korte former (noveller, korte romaner) og hendes sprog siger meget mere, end man skulle tro. Intense, korte fortællinger er Claire Keegans kendetegn. Hendes kortfattede sprog er enkelt, præcist og giver alligevel plads til læseren. For der er meget at tænke over, både mens man læser en historie af Claire Keegan og efter, at man er færdig med at læse den.
Der er hos Keegan en opmærksomhed på detaljer: på trods af at bøgerne er korte, kan man virkelig se mange af scener for sig. Det er sikkert derfor ’Omsorg’ blev filmatiseret ved titlen ’The quiet girl: An cailín ciúin’. Filmen lægger sig ret fint op ad bogen med ganske få undtagelser. ’Omsorg’ er i øvrigt ikke den eneste irske bog, som er blevet filmatiseret inden for de sidste fem år.
Irland, før og nu
Irland har nemlig mange gode litterære stemmer i dag: udover Claire Keegan er Sally Rooney og Colm Tóibín andre eksempler på irske forfattere, hvis bøger er oversat til dansk. Det vil være svært ikke at nævne James Joyce, hvis du er mere til klassikere, eller digteren Seamus Heaney. Er du til korte essays, så læs Emilie Pines ’Noter til mig selv’, hvori hun beskriver flere sider af sit liv som kvinde i Irland. Den anmelderroste samling åbner læseren for et portræt af en kvinde og et land.
Mangler du en krimi, så rejs til Derry i Nordirland midt under borgerkrigen (The Troubles) og slut dig til Sean Duffy, hovedpersonen i Adrian McKinty hæsblæsende krimier.
God læselyst!