Kære Læser

Lad mig starte denne anbefaling med en advarsel:Den bog, jeg vil anbefale, er ikke en behagelig bog. Det er ikke en hyggelig fortælling. Man går ikke fra endt læsning med en rar følelse eller en nyfunden tillid til verden. Tværtimod sidder man tilbage med en tomhed, en form for sorg.
Og alligevel vil jeg til enhver tid og (næsten) enhver læser anbefale bogen. Og lad mig her prøve at gøre dig klogere på hvorfor.

Arundhati Roy har skrevet bogen De Små Tings Gud. Og det er en af de mest velskrevne, storladne og eventyrlige bøger, jeg har læst i lang tid.

Med fortællingen om Estha og Rahel, drengen med den specielle Elvis-hårdulle og pigen med kærlighed-i-Tokyo-hårelastikken, giver Roy en stemme til dem, som ingen passer på. Dem, der ved, at der findes en gud for små ting. Og at han ikke er hverken frygtindgydende eller guddommeligt smuk i sin fremtoning. Og gennem Estha og Rahel, de to tvillinger, der i virkeligheden er én sjæl i to kroppe får vi lov at opdage alt det, som alle omkring dem ikke ser. For dem, der er ansvarlige for alle de store ting har svært ved at få øje på det guddommelige, der findes lige foran dem.

Hvem er gud for de små ting? 

”Uden for skuespillet sagde Rahel til Velutha: ’Vi er her ikke, er vi vel? Vi spiller ikke engang med.’ ’helt rigtigt,’ sagde Velutha”

Det er igennem de mere eller mindre uønskede tvillinger, man som læser oplever fortællingen om en families totale tragedie. Familien styres af bedstemoren, Baby Kochamma, der foragter sine børnebørn. Moren, Ammu, er flygtet fra børnenes voldelige far og vendt tilbage til Baby Kochamma og familieforretningen; Paradise Pickles, i Ayemenem, en lille by i den indiske provins Kerala.  Onkel Chacko med de kommunistiske sympatier har fået barn med Ammus søster og har inviteret hende og datteren, Sophie Mol, til Kerala over julen. Tilknyttet fabrikken er også den kasteløse Velutha, som børnene hurtigt knytter sig til og som i deres verden er gud for de små ting.  

Det er dem, der er med i bogen. 

Men hvad handler bogen så om?
Det er faktisk ikke så let at redegøre for. Jeg har læst den hele, læst referater på nettet og tjekket anmeldelser i flere aviser, og jeg er stadigvæk i tvivl. Handler den om familien Ipes picklesfabrik? Handler den om en alt for ung piges død? Handler den om båndet mellem søskende? Eller måske om hvordan et koloniseret folk ser ud, årtier efter kolonisterne er taget hjem?
Måske svaret faktisk står skrevet ret direkte på side 300. Den handler om ”Menneskets ubevidste trang til at ødelægge hvad det ikke evner at undertrykke eller guddommeliggøre.” 
Roys bog er med denne tolkning et forsøg på at modarbejde denne ødelæggelse.

'De små tings gud' er ikke en bog, man kaster sig over hver måned eller halvår, men når man gør, føles verden lidt større og ens eget liv lidt mere fantastisk, end det gjorde før.

Du skal læse 'De små tings gud', fordi den dufter af eventyr, gademarked og kærlighed i sin reneste, mest håbløse form. Det er en stor historie fortalt fra de mindstes perspektiv. Og bogen bliver på den måde en slags påmindelse om at huske på, at lykken ikke nødvendigvis findes i livets store øjeblikke, men at dem, der er mest lykkelige måske er dem, der formår at værdsætte de små ting; Kænguruer med rubinsmil, citronade og lemonade, at læse baglæns. Og måske vigtigst; at huske på, at det guddommelige ofte findes der, hvor vi ikke lægger mærke til det.

Verden bliver større og mere fantastisk med en bog som De små tings gud. En sådan bog skal man unde sig selv ind i mellem.

God læselyst.