Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges;
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Det er hvidt herude – ouverture, Steen Steensen Blicher, 1938

Det her er jo egentlig en anbefaling af Tove Janssons Sommerbogen. Men vi starter lige hos Blicher. For femte strofe af Steen Steensen Blichers digt om kyndelmisse og vinterkulde føles utroligt relevant lige nu. 

I mange måneder har Danmark været GRÅT. Og vi er nok flere, der føler, at sommeren er utroligt langt væk. 

Jeg er hverken vejrgud, tryllekunstner eller metrolog. Jeg kan ikke stoppe regnen eller fortælle, hvornår varmen kommer tilbage. Men jeg kan anbefale en bog, der bringer sol og varme ind i sjælen og får det til at føles som om, sommeren er lige om hjørnet. 

Kald mig kære barn, så kalder jeg dig mor

Sommerbogen handler om en sommerferie. Men den handler også om et venskab mellem en lille pige, der har mistet sin mor, og en gammel dame, der godt ved, at hun er i slutningen af livet. 

Og spillet mellem den bestemte farmor og den kvikke Sophia skaber en helt særlig balance mellem sorgens tyngde og sommerens lethed. Som når Sophia spørger sin farmor om englene må flyve ned i helvede og tager hende på ordet, da hun svarer, at det må de sikkert, fordi en masse af deres venner og bekendte nok er dernede: 
”Der fik jeg dig! Råbte Sophia. I går sagde du, at der ikke findes noget helvede!”

Da farmoren siger, at det jo bare er en leg, svarer Sophia at ”Det er ikke nogen leg. Det er alvor, når man snakker om Gud!” 

Det, der for farmoren er fortærskede refleksioner og unødigt store armbevægelser i en i forvejen kompliceret verden, er for barnet nyt, spændende og vigtigt. Og omvendt. Det, barnet trækker på skuldrene af, ved farmoren - af erfaring – er det, man bør give sin opmærksomhed. Og sådan er man klog på nye- men ikke nødvendigvis bedre eller mere vægtige - måder hele vejen gennem livet. 

Og det er netop det, der gør Sommerbogen til en helt særlig læseoplevelse. Bogen tegner gråzoner op i alt det, der kan forekomme sort/hvidt. Det hele bliver en leg mellem barnet og farmoren. Men en død-alvorlig leg. Og det bliver aldrig sentimentalt.

Når Sophia spørger sin farmor "Hvornår dør du?", svarer hun "Snart. Men det kommer ikke dig ved." Selv døden smittes med sommerens lys. 

Hvis jeg skal vende tilbage til St. Steensen Blicher, så fortæller hans vers om at turde skifte perspektiv og drømme om lysere tider. Og Sophias far tager Blichers ord helt bogstaveligt (ikke at Blicher er med i Sommerbogen, men alligevel). En dag kommer han hjem til øen med blomsterløg og muld og planteredskaber. Og som en anden gud eller kejser omdanner han øens vilde natur til velplejet have. Han fatter sin skovl og løser den bundne jord. Og dermed mimer bogen det, den gerne vil have læseren til at gøre; nemlig at undgå at gro fast i gamle vaner, triste følelser og fakta. I stedet køber han ind på sommerens præmis på sin egen måde; ved at drømme om en blomstereng midt på den vilde klippegrund.

Jette Greibe fra Litteratursiden.dk skriver i sin anmeldelse at Sommerbogen er; ”En fortælling skabt til at blive læst i samme tempo, som man lever livet på den lille ø. Langsomt, grundigt og med alle sanser skærpede.” Og mere præcist kan jeg ikke formulere det selv. 

Så stop op, se dig omkring og læs dig langsomt ind i sommeren sammen med Sophia, farmor og Tove Jansson.

Tove Jansson, det er da hende med Mumitroldene

Tove Jansson er nok mest kendt herhjemme for sine elskelige mumitrolde. Jeg kendte hende i hvert tilfælde ikke som andet end mumitroldenes mor, indtil min svigerfamilie forærede mig en af Janssons romaner; Rejse med let bagage. Et lille, filosofisk mesterværk af en roman, skrevet af hende, jeg troede var tegner; Tove Jansson. 

Nu er jeg hoppet med begge ben durk ned i Janssons forfatterskab - og fanklub. 

For Jansson er mere end både tegner, forfatter og kunstner. Mumitroldene rummer mere psykologisk dybde for voksne, end de normalt får anerkendelse for. Filosofien er overalt hos Jansson. Men det er især i Janssons skønlitterære værker for voksne (altså dem uden tegninger), at refleksioner om livet, døden og meningen med det hele får sprog. Og hvilket sprog! 

Med en uprætentiøs enkelthed fortæller Jansson om at kravle gennem krat, at bryde ind i huset på naboøen og at hjælpe en pige, der er bange for alting. Og alle de små hverdags, eller måske nærmere ferie-situationer danner et portræt af mennesket som et både skrøbeligt og utroligt modstandsdygtigt væsen.