Foredrag: Fra sprogofficer til sognepræst

Feltpræst Signe Danielsen
Foto: Signe Danielsen
Sogne- og feltpræst; Signe Danielsen fortæller om at være udsendt - ikke som soldat, men som præst.
Date
Tid
19:00 - 20:30
Pris
Adgang: Fri entré
Sted
Bagerste lokale, Danasvej
Adresse

Danasvej 30 B
1910 Frederiksberg
Danmark

Der er ikke nogen kirke. Der er kun en stor, rektangulær græsplæne. I den ene ende står et volleyballnet. Men der er ingen, der spiller volleyball. I den anden ende står et par træer iklædt gullige efterårsblade, og under træerne et bord, der er blevet iklædt en hvid dug, et sammenklappeligt kors, en bibel og er derved blevet omdannet til - et alter. 

Ordene er skrevet af Signe Danielsen. Hun er feltpræst og har været udsendt flere gange. Dette er hendes beskrivelse af at holde gudstjeneste for ukrainske - og danske - soldater, kun fem uger efter at der er udbrudt krig i Ukraine. 

Signe Danielsen er uddannet sprogofficer i russisk, serbo-kroatisk og pashto, men har de seneste elleve år været sognepræst i Sankt Markus Kirke og feltpræst i Hæren. 

Ved dette foredrag fortæller Signe Danielsen, om sine tyve år i Forsvaret - om sprog, udsendelserne til Kosovo, Afghanistan og Irak. Om krigens væsen og menneskene i den. 

Som feltpræst er Signe Danielsens opgave at give soldaterne håb, og at minde dem om den verden, der findes udenfor krigen - minde dem om alt det, de skal vende hjem til bagefter. For hvad gør det ved et menneske, at stå ansigt til ansigt med krigens virkelighed? Og hvordan kan man som præst hjælpe soldaterne igennem krigen og hjem til familie, hverdag og virkelighed igen?