Filminstruktør for Hitler

En demenssyg mand køres fra sit plejehjem for at optræde i et tv-program, der omhandler den kendte filminstruktør G. W. Pabst, som han var kameramand for i 1940’ernes Tyskland. Det bliver naturligvis et ret forvirrende interview, men kameramanden husker dog at benægte, at filmen Der fall Molander nogensinde blev indspillet. 

Det er optakten til romanen om Georg Wilhelm Pabst. Den østrigske filminstruktør, som efter en kortere og ikke særlig succesfuld visit i Amerika, vender tilbage til sin gamle og syge mor i Nazityskland, som han ellers var flygtet fra.

Det viser sig, at Pabsts slotsforvaltere har narret ham til at komme tilbage ved at skrive i hans moders navn. Så hvad Pabst tror skal være et kortere besøg for at få moderen installeret på et sanatorium, bliver et længere ophold. Siden Pabst forlod Tyskland er alt er vendt på hovedet, slotsforvalteren er flyttet ind på slottet, og Pabst og familien må tage til takke med portnerboligen, da forvalteren er en fremtrædende nazist.

Et godt tilbud

Pabst får et af de tilbud, man ikke kan sige nej til, da ministeren for det statsejede filmselskab UFA tilbyder ham at indspille film med store budgetter, der vil falde i nazisternes smag.

Det er skrækindjagende at rejse med Pabst og familien i tog ind i et Tyskland, som mange desperat forsøger at rejse ud af:

”Og hvornår?” spørger Jakob. ”Hvornår kører vi igen ud af Østrig?”
”Det ord må du heller ikke længere sige.”
”Hvilket ord?”
”Østrig.”
”Må jeg ikke længere sige Østrig?”
”Landet hedder noget andet nu.”

'Lysspil' side 102

Den lille ordveksling mellem sønnen og moderen illustrerer meget fint, at deres liv fra nu af bliver en balancegang, hvor man skal huske at sige de rigtige ord, have de rigtige holdninger og alligevel ikke rigtig kan vide sig sikker på, om man falder i unåde.

Det kan ikke siges for tit

Lysspil illustrerer så fint utrygheden, splittelsen og nødvendigheden af at tilpasse sig i Nazityskland. Usikkerheden om hvem kan man stole på? Hvem lytter til mine samtaler, og er mit barn eller bedste ven blevet overbevist nazist?
Det er ikke nyt, vi ved godt, at det var sådan det var. Alligevel er det dybt rystende at læse om.

Jeg kendte ikke til G. W. Pabst, inden jeg læste Lysspil. Romanen giver et spændende indblik i den banebrydende instruktørs filmproduktion, hans virkemidler, fortjenester og i særdeleshed de usædvanlige vilkår, han var underlagt i Tyskland under krigen. Velskrevet og anbefalelsesværdig roman. 

Bettina

Litteraturformidler