5 læsesteder - tekster fra et skriveværksted

I efteråret 2021 præsenterede Biblioteket Frederiksberg et forløb om ”læsesteder”. Formålet var at undersøge, hvad stedet og steder betyder for læsningen og læseoplevelsen. 

For når man læser en god bog - én af dem, der virkelig gør indtryk - handler det aldrig kun om de ord, der står på siderne. Det afhænger lige så meget af det sted, man befinder sig, når man læser. 

Som en del af forløbet afholdt biblioteket torsdag d. 4. november et skriveværksted med forfatter og digter Martin Glaz Serup, der har skrevet bogen Læsesteder (2018). 

Deltagerne fik hver en halv time til at skrive et “læsested” – en kort tekst om en særlig læseoplevelse knyttet til et bestemt, mindeværdigt (læse)sted. 

Resultaterne kan du læse herunder - indledt af et spritnyt "læsested", som Martin Glaz Serup har skrevet specielt til forløbet på biblioteket. 

MARTIN GLAZ SERUP

Nathalie Quintane, Remarques (1997) - på dansk under titlen “Bemærkninger” i antologien Fire franske digtere  (Forlaget Basilisk, 2009)

I morges, det er stadig morgen, men i morges da jeg vågnede, blev vækket, af vækkeuret 6.45, vi får håndværkere i dag mellem 7 og 15, det er ikke til at vide hvornår, i morges kl.6.45 var der sort ude, det var nærmest nat, da jeg satte kaffe over og varmede mælk og ristede et par skiver brød og tømte opvaskemaskine, dér begyndte det at blåne ude, mørkeblåt, så mellemblåt, man kunne stadig se de stærkest lysende stjerner og lysene fra kraner og de par højhuse man på nuværende tidspunkt kan se fra min lejlighed. Der er flere på vej, det går hurtigt, derfor kranerne, når dette læses er der flere højhuse, uanset hvornår dette læses. Man kunne se lys fra forskellige lejligheder rundt omkring prikke lidt i mørket. Så blev det lyseblåt, så hvidt, og nu er det nærmest som om det skinner derude, der er kommet skyer med forskellige farver ovenpå og nedenunder, der er kommet en slags horisont til syne, det er efterår, ude foran vinduet et enormt træ med sine dirrende gul-grønne blade; i morges, som er det tidspunkt denne tekst jo handler om, i morges kunne man ikke se træets farver, det hele var sort og vældigt og der blev rusket i det, vinden, den kolde luft, den mere end brusende lyd dér i mørket på altanen på bare tæer i min hvide t-shirt. Da jeg fandt de tynde, slappe, hvide, smags- og næringsløse skiver brød frem fra skabet og skubbede dem ned i den sølvfarvede brødrister kom jeg til at tænke på et digt af Nathalie Quintane. Det er et digt der er svært at glemme når først man har læst det – hævder jeg, men om lidt hævder jeg noget andet – når man står med en brødrister og sætter noget i gang og venter på at noget skal ske. Det er fra hendes første bog, Remarques, der udkom på fransk i 1997 og i sin helhed på dansk i 2008 under titlen "Bemærkninger" i antologien Fire franske digtere: ”Bortset fra brødristeren findes der ikke nogen køkkenmaskine, der får fødevarer til at springe op på en så påfaldende måde. ”I morges: Jeg tænkte på det digt og stod og kiggede og ventede, men så glemte jeg vist hvad jeg var i gang med eller der gik for lang tid, jeg så til kaffen, fortsatte med opvaskemaskinen, hvad det nu var, og gik dermed glip af denne springen op. Jeg huskede formuleringen som om det var brødristeren der kastede maden op i luften, men det er altså brødet selv, det bliver for varmt på et tidspunkt, som at springe ud af badet, stå op af et for varmt jacuzzi, nej, nu kan jeg ikke mere. Jeg kan ikke rigtigt huske hvor jeg læste det med brødristeren første gang, der gjorde det åbenbart ikke indtryk, men anden gang! Dér var det et chok, så morsomt, i en seng på Reina Victoria-hotellet i Ronda, hotellet hvor Rilke havde et permanent værelse, som de nu har sløjfet i en såkaldt modernisering af hotellet, det stod der ellers længe, det var en af årsagerne til at Signe og jeg havde valgt hotellet, dét værelse, dén historie, med Rilke. Vi havde en altan, og fra den altan så vi den mest spektakulære solnedgang over bjergene, en vild aften der bare blev ved. Samme dag og dagen efter sad jeg ellers i sengen og lyttede til lydpoesi igen og igen, lyttede til og læste Bernhard Heidsieck og Nathalie Quintane, imens jeg skrev, selvfølgelig langt forbi den aftalte deadline, og ganske tæt på også at være forbi den virkelige, endelige døde linje, ting skal til tryk, og nåede jeg det ikke inden dén udløb havde alt arbejdet for alvor været spildt. Vi Iik roomservice. Nu, imens jeg længes og erindrer, den bedste, en af de bedste, tortillas jeg nogensinde har smagt. Nu får jeg lyst til at lave tortilla. Emmy sover stadig. Måske kan jeg nå det inden hun vågner. Solen er rigtigt kommet frem udenfor, alle farverne mere gule, mere efterår, end jeg troede for bare et øjeblik siden. Håndværkerne er stadig ikke dukket op, intet spor, måske de er i gang et andet sted i bygningen. Jeg har lige været ude og kigge efter dem, ud igennem vinduerne, ud igennem dørspionen. Men der var ikke noget at se, ikke udover det forventelige, når man bor i en lejlighed i en større by. Som Nathalie Quintane bemærker: ”Gennem de fleste dørspioner ser man opgange, eller dørmåtter.”

Danijela

Bog: Willard Motley, Lev Stærkt - dø ung  (eng: Knock on Any Door), 1947

Duften af Frederiksberg Bibliotek bringer mange gode minder frem. Jeg elsker biblioteker. Lige meget hvor jeg har rejst i verden, om det er i østen eller vesten, har jeg altid været tiltrukket af steder med bøger, være sig det på biblioteket eller en lokal boghandler. Jeg har tilbragt meget af min barndom på biblioteker.

Romanen Lev stærkt - dø ung var en bog jeg hørte om da jeg var 7 år gammel. Jeg drømte om at læse den i flere år før jeg begyndte på den. Mit frirum var biblioteket, der var ingen man skulle forholde sig til, ingen børn der skubbede, skreg, mobbede eller larmede.

Jeg husker det som, at jeg var den eneste tilstede på biblioteket. Jeg kom på biblioteket hver dag, og læste et kapitel i Lev stærkt - dø ung for jeg var sikke på det var den roman, der skulle føre mig gennem mine teenageår. Jeg bladrede forsigtigt for ikke at ødelægge bogen, den var allerede falmet. Underligt nok var den der altid på hylden der i 70'erne. Jeg husker duften af bøger fra det gamle bibliotek.

ALBERTE

Bog: Sayaka Murata, Døgnkioskmennesket  (Grif, 2019)

Tokyo, 2020.

Da min kæreste og jeg besluttede os for at besøge Japan sammen, følte jeg, at jeg havde travlt. Min kæreste havde besøgt landet før, og jeg kendte intet til det.

Jeg gik i gang med at forberede mig på turen ved at læse Sayaka Muratas roman Døgnkioskmennesket. En mærkværdige fortælling om en kvinde, der elsker og lever for sit arbejde som døgnkioskmedarbejder i Tokyo. Og som på detaljeret vis beskriver alle hendes små hverdagsrutiner i døgnkiosken – hvordan hun stiller varer på plads, hvordan hun organiserer butikken og hvordan alle medarbejdere råber ”Irrashaimase”, når kunden kommer ind i butikken. Det betyder velkommen til min butik.

Da vi ankom til Japan var jeg stadig i gang med at læse bogen. Og havde jeg haft et lidt distanceret forhold til bogen hjemmefra, forsvandt det da vi rejste rundt i landet. Undervejs på turen blev bogens hovedperson en fortrolig, som kunne lære mig lidt om kulturen. En kultur, som det tog mig lidt tid at holde af, og som i starten fik mig til at føle mig overvældet og fremmed. Fremmed for det hektiske tempo, for sproget jeg ikke kunne forstå, og en kultur jeg slet ikke kunne genkende.

Aftenerne kunne især være slemme, for her kunne byen virke uoverskuelig stor. Men på de fleste gadehjørner i storbyerne ligger der en døgnkiosk og lyser op i gadebilledet. I døgnkiosken følte jeg mig tryg – for her kunne jeg genkende og forstå mine omgivelser. Og når ekspedienterne råbte ”Irasshaimase” til mig, når jeg kom ind, følte jeg mig mere velkommen end noget andet sted i Japan.

SØREN

Bog: Neil Young, Special Deluxe - a memoir of life and cars  (Plume Books, 2015)

Jeg var på ferie med min familie i den østlige, fransksprogede del af Canada. Det slog mig at mange mennesker (personale i forretninger og caféer) slet ikke forstod engelsk. Jeg tænkte at jeg skulle læse en bog fra Canada og kom forbi en lille boghandler i Montreal eller måske var det i Quebéc, jeg husker det ikke helt. Det jeg husker er mahognien og den tykke glasklare lak på mahonien - på bogreolerne, gulvene, gelænderet på en trappe.

Jeg havde læst rocklegenden Neil Young selvbiografi Waging heavy peace, fyldt med alle de legendariske anekdoter fra hans liv (den med Neil Young der råber "More barn!" fra en jolle i søen, den med hittet "Like a hurricane", der er indspillet første gang (første gang) af Neils Youngs band Crazy Horse spiller den sammen; den med Neil Youngs sorte Gibson-guitar som han har ejet siden 1965 og som er blevet en vintage-guitar imens - guitaren var ikke gammel, det er den blevet; den med Bob Dylan, der ussel og jaloux stod og kiggede slukøret ind i "The barn", hvor Neil Young jammede under indspilningerne til Harvest i 1970, og hvordan de så opdager at der står i uhyggelig mand og udspionere dem og hvordan de løber efter ham og fanger ham - og så er det Bob Dylan.

Nå, den havde jeg læst og så fandt jeg - i Montreal - biografi nummer to: Special Deluxe. Undertitlen er A memoir of life and cars og den handler om Neil Youngs biler, fortrinsvis kæmpestore amerikanerbiler fra 60'erne og 70'erne. Buick, Cevrolet, Pontiac, Hummer. Flere engelske biler. En enkelt Citroën.

"They talk to me. I talk to them", skriver han, og lader historierne udspiller sig omkring bilerne, som han har ejet igennem sit liv. Hvert kapitel, sin bil. Det er en bilbog, og jeg kan så godt lide overraskelsen i det: Her tror man at man skal læse om "rock 'n' roll can never die" og så handler det om blinklys, dæk og motorer. Det viser sig at den smukke, smukke kærlighedssang "Long may you run" er skrevet til en Buick Roadmaster. Jeg i teksten ønsker for den ældgamle veteranbil at den fortsat må køre længe på highwayen - long may you run.

Jeg læste det meste af bogen i Montreal. Jeg kan huske metroen, det olympiske stadion og så en slags grillmad - gummiost, pommes frites og brun sovs - Poutine. Osten knitrede mellem tænderne når man bed i den. Ihhhh.
Jeg har længe efter tænkt på det sjove i, at Neil Yongs bog er autofiktion.

To me, my cars are alive. All cars are.

Da jeg sidder og bladrer i bogen nu, falder der et ahorn-blad ud. Ligesom i det canadiske flag. Bladet må være fra et træ i Montreal.

MORTEN

Bog: Hanya Yanagihara, Et lille liv  (Politikens forlag, 2016)

Vi sidder tæt, men ikke så tæt som før, os der har søgt ly for den iskolde Amagervind bag badeanstaltens indhegning. Her på bænken læser jeg de første 50 sider af Et lille liv. Nok til at overbevise mig om, at nu er det for sent at stoppe igen.

Jeg ved endnu ikke, at denne bogs tone skal ændre sig radikalt – at den ikke er den lette, Friends-agtige knaldroman, den i starten giver sig ud for at være. At de fire hovedpersoners Hollywood-sammenhold langsomt må give fortabt over for fortidens uhyrlige traumer, der aldrig forløses, og som bare bliver ved og ved og ved, værre og værre i løbet af årenes løb.

Men måske burde jeg have fornemmet det, allerede her lørdag d. 21. marts, 10 dage efter det famøse pressemøde, der har skudt alle vores planer for foråret til hjørne. I dag er solen kommet frem som et minde om, at vinteren er på retur, selvom kulden stadig regerer.

Ligesom utroligt mange andre er jeg cyklet ud af byen for at finde en lomme i undtagelsestilstanden. Og ligesom Et lille liv ender et helt andet sted, end den gav sig ud for, er dette år gået i en helt anden retning, end nogen forventede.