Jul med Dickens i børnehøjde

19.11.20
Kender I fortællingen om den gamle gnier Ebenezer Scrooge og hans møde med fortidens, nutidens og fremtidens juleånd?

”Et Juleeventyr” er skrevet af Charles Dickens, og her møder vi gamle Scrooge i London i 1800-tallet, hvor tågen lægger tungt om byen og julens dufte breder sig i stuerne. Men Scrooge har travlt med at tælle sine penge og har ikke tid til at holde jul. I ”Et Juleeventyr” forstår folk at holde jul sammen på trods af fattigdom og nød, og netop glæden ved at være sammen med andre, får til sidst Scrooge til at indse julens budskab og omvende sin julelede til juleglæde.

Hvad synes du om julen?

I børnebiblioteket kan du komme nærmere din egen julelede og juleglæde, når du møder Charles Dickens’ juleeventyr i børnehøjde. Vi har inviteret illustratoren Ene Es til at skabe tre helt særlige illustrationer til ”Et Juleeventyr” og byens børn har lavet Dickens-inspireret julepynt til vores juletræ. 

Gå på opdagelse i illustrationerne og tal om, hvad I ikke bryder jer om ved julen, og hvad I elsker ved julen. Er der noget særligt vigtigt eller svært ved julen i år?

Fortæl ”Et Juleeventyr” for hinanden ved hjælp af illustrationerne.

Snus rundt i vores juletræ og find spor efter fortællingen: Kan I genkende de tre ånder? Kan I dufte julen? Kan I fornemme tågen gennem London?

Vælg en bogpakke, og lån den med hjem ved udlånsautomaten, ligesom I plejer.

Tilbage er kun at sige: Glædelig jul til jer alle, hver og en!

Tak til Dickens Selskabet Danmark