Skagensmalerne Anna og Michael Ancher
Skagensmalerne Anna og Michael Ancher

Nye kunstbøger

09.11.18
Nye værker om kendte kunstnere. Læs om Anna og Michael Ancher, J. Th. Lundbye og Vilhelm Hammershøi.

Dette efterår byder på ganske særlige udgivelser for den kunstinteresserede. 

Kendte Skagensmalere

Hvem kender - og elsker - ikke Skagensmalerne? Det være sig fra besøg i Skagen, plakater, kagedåser, film eller nogle af de mange bøger, der er skrevet om kunstnerkredsen og dens deltagere.

I år er der udkommet ikke mindre end to meget væsentlige værker om kunstnerparret Anna (1859-1935) og Michael Ancher (1849-1927).

Allerede i forsommeren udkom Lilian Munk Rösings bog 'Anna Anchers rum'. En meget personlig skildring af Anna Ancher som kunstner, hustru og moder. Bogen, som er en æstetisk meget smuk bog, sammenvæver Annas liv med hendes værker.

Og senest er udkommet 6-bindsværket 'Skagensmalerne Anna og Michael Ancher og deres kreds' med breve og fotografier fra deres liv. En sand guldgrube til viden om parret og deres liv redigeret af Elisabeth Fabritius, kunsthistoriker og tidligere leder af Anna og Michael Anchers Hus i Skagen.

200-års jubilaren J.Th. Lundbye

En af de dejligste guldaldermalere, J.Th. Lundbye (1818-1848), blev født for to hundrede år siden. Jubilæet er blevet fejret med både en Lundbye-Festival i Kalundborg, med en fin lille udstilling på Hirschsprung og senest med udgivelsen af hans dagbøger.

Bogen hedder 'Seks år af et liv: Johan Thomas Lundbye: dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed' - en smuk og bevægende bog om denne følsomme kunstner, der havde det så svært med kærligheden, og som endte sit liv ved et vådeskud i treårskrigen.

Vilhelm Hammershøi

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) - stilhedens maler - er behandlet i mange bøger.

I år har de to Hammershøi-eksperter, Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidt, udgivet kæmpeværket 'Vilhelm Hammershøi. På sporet af det åbne billede', hvor de bl.a. påviser at Hammershøi - som en af de første billedkunstnere i Danmark - brugte fotografiet som redskab og inspirationskilde for sin kunst.

Biblioteket har købt bogen. Du kan allerede nu komme på ventelisten.

Tags
Materialer