
Stine Pilgaard fandt kærligheden i en Anne Linnet-sang
En hyldest til den stille kærlighed. Det er hvad Anne Linnets sang "Forårsdag" er for forfatteren Stine Pilgaard, der er aktuel med sin tredje roman Meter i sekundet.
Inden coronavirusen lukkede det meste af landet ned, var Stine Pilgaard på besøg på Frederiksberg som gæst i bibliotekets musikpodcast Min tone i livet.
Det kom der denne episode ud af, hvor Stine Pilgaard fortæller om en årstidsaktuel sang, hun har et helt særligt forhold til.
Kærlighed og lyden af et bornholmerur
"Forårsdag" minder Stine om bedsteforældrenes bornholmerur, der symboliserede bestandigheden i deres ægteskab. Et bornholmerur, hvis fire ring i timen ikke var forstyrrende, men gav Stine en fornemmelse af tryghed.
Og et billede på en livslang kærlighed, der ligesom bornholmerurets ringen bare fortsætter og fortsætter.
Flere toner i livet
Dyk ned i Min tone i livet-bagkataloget og hør andre forfattere fortælle om en sang, der fik særlig betydning for netop dem. Hør fortællinger fra Jacob Skyggebjerg, Leonora Christina Skov, Tine Høeg, Johan Davidsen og Jamal Bendahman - og mange, mange andre.
OM ROMANEN
Meter i sekundet udkommer på GUTKIND Forlag 15. maj 2020.
Om bogen:
En ung kvinde flytter til Vestjylland, og spørgsmålene melder sig. Hvordan taler man med sin købmand? Kan man stoppe verdens dårskab gennem en brevkasse? Hvad tænker vestjyderne på i pauserne mellem deres sætninger? Hvordan slår man en barnevogn sammen? Hvorfor er højskoleleverne så glade, og hvad er det, de vil i Velling?
Stine Pilgaard tager tråden op fra Min mor siger og Lejlighedssange med en humoristisk og kærlighedsfuld roman om en ung kvinde, der flytter til Vestjylland og skal finde vej i højskolelivet og den vestjyske samtaleform, og samtidig finde ind i rollen som nybagt forælder og orakel i lokalavisens brevkasse.
