Julequiz ved årets juletræstænding (Foto Biblioteket Frederiksberg)

Jeg skal holde jul i arresten

08.12.23
Der var biblioteksquiz ved juletræstændingen forleden, og det gav anledning til nærlæsning og litteratursnak foran Frederiksberg Rådhus.

Ved weekendens traditionsrige tilløbsstykke, juletræstændingen foran Frederiksberg Rådhus, bød biblioteket på en lille julequiz, der først og fremmest førte til en række gode snakke om jul før og nu, om adskillelse, om litteratur og om de mørke sider ved højhøjtiden. Quizzen bød på følgende dystre julecitat:

“Nu er jeg fængslet frem til XXXX XXXXX XXX. Jeg skal holde jul i arresten. [...] Lillejuleaften taler jeg med mine børn. De fortæller om pakkerne i deres kalendere. De lover at gemme citaterne, til når jeg kommer ud, så kan vi snakke om dem der.”

Legen gik så ud på at gætte, hvilken bog, citatet stammer fra, og deltagerne kunne vælge imellem følgende fire titler, tre forkerte og én rigtig:

1. Leonora Christina: Jammers minde (1673)

2. Lars Findsen: Spionchefen (2022)

3. Victor Hugo: Sidste dag for en dødsdømt (1826)

4. Stephen King: Den grønne mil (1996)

"Åhh, gud, jeg har ikke læst nogen af dem" sagde én deltager opgivende, men svarede alligevel resolut (og rigtigt). "Jeg har faktisk prøvet det", sagde en anden, altså at sidde i fængsel juleaften. Så var der lidt stille. En tredje mente, at man ikke fejrer lille juleaften i USA, hvorfor Stephen King var udelukket. Andre mente ikke man havde julekalendere i 1600-tallet, hvor Leonora Christina sad i fængsel, men at hun til gengæld var meget optaget af savnet af sine børn. Endelig hæftede én sig ved sekvensen "når jeg kommer ud", og mente, at en fange på dødsgangen jo ikke kommer ud igen - det udelukker Victor Hugos barske fortælling fra dødsgangen.

Det rigtige svar er nr. 2 Spionchefen. Det viser sig at Findsen har flere bøger med inde i cellen, bl.a. Søren Ulrik Thomsens erindringsbog: Store Kongensgade 23

Vinderen af quizzen er fundet og den heldige vinder har fået et gavekort til den bedste bager på Gl. Kongevej.