Photo by Philippe Bout on Unsplash
Photo by Philippe Bout on Unsplash

Tillykke, du er kommet ind

Af Anonym
14.08.23
Hvis du er blevet optaget på en videregående uddannelse, og næsten ikke kan vente til studiestart, så læs med her – vi giver dig tre studiebøger, tre scenarier og et budskab.

Tre studiebøger

Disse tre studiebøger classic har været rigtig mange studerendes førstehjælp. Det er bøger, du kan slå op og plukke i – nu eller når det bliver relevant. Og vi har dem i bibliotekets samling, så du ikke behøver at pille ved dit SU-budget.
 
 

At blive og være studerende kræver gode studievaner. Denne bog er et fantastisk opslagsværk, der har det hele med.
 
Du får konkrete tips og tricks til at navigere i klogt i læsegrupper, brug af videnskabsteori, smart informationssøgning og meget andet, der giver dig de bedste forudsætninger for et godt studieliv. 
 

Opgaveskrivning kan trække tænder ud. Denne bog gør processen overkommelig.

Du får en A-Z-karruseltur i opgaveskrivning med gode øvelser og ikke mindst et fælles sprog om opgaveskrivning, dens mange faser og genrer, som du deler med dine medstuderende, undervisere og studievejledere.

Lån bogen her

Det akademiske sprog er et fremmedsprog. Denne bog er simpelthen genial og fyldt med cowboytricks.

Du får hapsbare akademiske fraser, der får din tekst og argumentationer til at glide – helt uden talesprogets indblanding. Skal indledningen jazzes op akademisk eller skal du sammenfatte dine pointer med konkrete akademiske formuleringer, er bogen din redningstjeneste.

Lån bogen her

Tre scenarier

  1. Du er glad for dit hyggelige men lille kollegieværelse, og du har nu været på campus i et år. Nu har du brug for luftforandring, der kan skabe fremdrift i læsningen og opgaveskrivningen. Tag din termokande med kaffe og din taskelune madpakke, og brug biblioteket som din nye studieplads.
  2. Du synes, dit studie er fedt, men der er ét kursus, der dræner dig for energi. Hent fornyet energi på biblioteket, hvor vi har højtlæsning, flere end 40 ”inspiratorie-borde” fyldt med boginspiration og arrangementer med tankevækkende foredrag.
  3. Du og din studiegruppe skal skrive opgave, og biblioteket på jeres uddannelsessted mangler en bog, eller den er udlånt. Prøv Biblioteket Frederiksberg, der har de sejeste bibliotekarer!

Et budskab

Vi er her, vi hepper på dig, og vi ønsker dig en god studiestart!

Anbefalet og skrevet af Amir, litteraturformidler.