Børnevalg 2019 - hvem løb med sejren?

I de forgangne uger er der blevet afholdt Børnevalg 2019 over hele landet, og i vores børnebibliotek har de Frederiksbergske børn også kunne sætte deres kryds. Alle stemmerne er nu talt op, og vi er klar med resultatet.

Hele 92 børn lagde vejen forbi Hovedbiblioteket på Frederiksberg og fik afgivet deres stemme på en af dette års 11 kandidater. De 11 kandidater er alle kendt fra dansk børnelitteratur og gik hver især til valg med et valgslogan, der repræsenterede dem.

Her på Frederiksberg blev Børnevalg 2019 et vaskeægte klimavalg og endte med et kæmpe JA til at passe på naturen, da Clara fra Vildheks løb med 28,3 procent af stemmerne.

Hun kan formentlig danne et godt regeringsgrundlag med Karmaboy som gik til valg på NEJ til numsekløe og fik 16,3 procent af de optalte stemmer. Dermed løb Karmaboy med næstflest stemmer.
Karmaboy blev skarpt efterfulgt af Nomerne som gik til valg på at sige JA til at passe på hinanden og som fik 14,1 procent af stemmerne.

Det er første gang vi på Biblioteket Frederiksberg har været med til at afholde Børnevalg. Tusind tak for alle stemmerne og opbakningen til børnedemokratiet. Vi håber at se jer til Børnevalg, næste gang de voksne udskriver valg.

Se den nationale vinder.

Tags