Plakat fra Den Lille Kulturnat

Frederiksberg fejrer børnenes egen kulturnat

28.02.24
Besøg flere af Frederiksbergs kulturinstitutioner på Den Lille Kulturnat, få uforglemmelige oplevelser og måske en lille præmie med hjem.

På Den Lille Kulturnat 2024 vil fire kulturinstitutioner på Frederiksberg hylde vores fælles ønske om at vække små og store børns nysgerrighed gennem kultur og kreativitet. Kom og udforsk dit eget udtryk sammen med os og lad dig inspirere af andre.

Følg kortet, oplev og saml stempler

Kom i forårsstemning, når vi inviterer indenfor (og udenfor) til teater, workshops, koncerter, godnathistorier og friluftsliv med mere.

Vi har lavet et kort med en oversigt over de oplevelser, vi tilbyder på Frederiksberg.
Hver gang du besøger et af stederne på kortet, får du et stempel, og når du har samlet mindst to stempler, vil du modtage en præmie.

Du kan hente dit kort hos de deltagende kulturinstitutioner og i FRB Centret op til Den Lille Kulturnat, eller på selve dagen.

Den Lille Kulturnat på Frederiksberg er et samarbejde mellem Frederiksberg Bibliotek, Folkekirken på Frederiksberg, Frederiksbergmuseerne og Teatret Riddersalen.

Det kan du opleve til Den Lille Kulturnat på Frederiksberg:

Solbjerg kirke: tusmørkeleg, lær at snitte med dolk og lav snobrød på bål med FDF F 10. (6-12 år)

Frederiksberg Kirke: Smør stemmebåndet! Spirekoret og Børnekoret inviterer til koncert og fællessang. (6-12 år)

Frederiksberg Bibliotek: Fest i hønsegården! Oplev magien fra Marianne Iben Hansens elskede billedbog, "Lille Frøken Pingelpot", som vi sammen bringer til live med en overflod af fjollede ordspil, kaglende aktiviteter og hønse-humor. (2-12 år)

Bakkehuset: Blomsterværksted, godnathistorier og leg med fortællinger i Eventyrakademiet. Kom og fold dine forårsfornemmelser og blomsterfantasier ud i silkepapir i en workshop i Kamma Rahbæks ånd. Lyt med, når Mie Brandt, skuespiller og kunstnerisk leder af Teater Zeppelin læser højt i vores pudehjørne og skab dine egne fortællinger med inspiration fra H. C. Andersen. (3-12 år)

Riddersalen: Byg en sprællemand i pap. Riddersalen inviterer børn i alderen 6-12 år til dukkeværksted, hvor du sammen med dine voksne kan skabe din helt egen mekaniske dukke. Vi står klar med materialer og inspiration og glæder os til at se jer til en hyggelig aften. Pst! Der vil være muligt at købe drikkevarer og snacks fra vores bar i løbet af aftenen.  (6-12 år)
 

Generel information om Den Lille Kulturnat

Programmet offentliggøres den 1. marts 2024 her, hvor du kan læse om de spændende arrangementer, som kulturpasset til Den Lille Kulturnat giver adgang til.  

Kulturpasset til Den Lille Kulturnat kan kun købes digitalt og koster 125 kr. for personer over 12 år. Ved køb at et Kulturpas er det gratis at medbringe to børn under 12 år. Dit Kulturpas fungerer også som billet til fri offentlig transport med bus, tog og metro i Hovedstadsområdet (zone 1-99) mellem kl. 15.00 og 21.00.