To personer i it-cafe på Frederiksberg Hovedbibliotek

Ti år med it-hjælp

Af Anonym
19.04.23
I ti år har en engageret flok frivillige hjulpet deres medborgere til at være en aktiv del af det gennem-digitaliserede samfund.

Oplever du udfordringer med it i hverdagen? Så har du siden 2013 kunnet hente hjælp på hovedbiblioteket.

Her driver frivillige en it-café, hvor alle er velkomne, når mobiltelefonen, computeren eller den digitale kontakt til det offentlige driller.

To gange om ugen stiller 17 mænd og kvinder hjælpsomt deres it-kyndighed til rådighed. Mange af dem har været med i alle de ti år, cafeen har eksisteret. Nogle har arbejdet professionelt med it, mens andre har en baggrund som noget helt andet, fx læge eller gymnasielærer.

En glæde at hjælpe

En af dem er Mogens Post, der tidligere har været bibliotekar og bibliotekschef:

”Det er en stor glæde at hjælpe mennesker og se, at de har fået løst et problem, og at de går glade hjem. Det gode ved den måde, it-caféen er organiseret på, er, at vi frivillige kan give os god tid. Der er mange, der kommer med jævne mellemrum for at få hjælp til et nyt problem, de er løbet ind i.”

I 2013 havde han været pensionist i et år, og da han i avisen læste om planerne om at starte en it-café, mødte han op til et introduktionsmøde. Det er nu blevet til ti år som frivillig, hvor opgaverne har ændret sig over årene:

”I starten kom der især mange ældre, der fx ville lære at kommunikere digitalt med børnebørnene, som måske boede langt væk. Men opgaverne har ændret sig i takt med den stigende digitalisering i samfundet og med de forventninger, som både det offentlige og private virksomheder har om, at man kan begå sig digitalt og betjene sig selv. Nu hjælper jeg meget med ting som MitID, MobilePay og hvordan man bruger sin smartphone og opdaterer programmer,” fortæller Mogens Post.

Når han har været med så længe, skyldes det både glæden ved at hjælpe og samværet med de andre frivillige:

”Frivilliggruppen har et godt og trygt samarbejde. Hvis vi støder på et problem, vi ikke kan løse, kan vi altid få hjælp af en anden i gruppen.

Kage på et bord i it-cafeen

Hurra for de første ti år

De indtil videre ti år med it-café på Frederiksberg Hovedbibliotek blev markeret med kage til både frivillige og brugere.

It-caféen holder til på Frederiksberg Hovedbibliotek tirsdage kl. 13-15 og torsdage kl. 15-17. Alle er velkomne.

Læs mere om it-caféen.

Frivillige ved fejring af it-cafeens første ti år på hovedbiblitoteket