Stillelounge på hovedbiblioteket

Ny lounge for avislæsere

Af Anonym
06.02.23
Hovedbiblioteket har åbnet en stillelounge, som kan benyttes, når der ikke foregår andre aktiviteter i lokalet.

Avislæsere og andre, der ønsker ro og fordybelse, kan nu benytte en særlig ’stillelounge’ på hovedbiblioteket. Et tidligere undervisningslokale er nemlig blevet gjort offentligt tilgængeligt for bibliotekets gæster i det omfang, det ikke benyttes til andre aktiviteter.

Stilleloungen er placeret lige ved aviserne og tidsskrifterne.

Det fremgår af skiltning, hvornår lokalet bliver benyttet til andre ting såsom introduktioner for skoleklasser og de af bibliotekets faste tilbud, der ikke er velegnede til at foregå i salene, fx rådgivning hos advokatvagten. I disse tidsrum kan lokalet ikke benyttes. Du må dog altid gerne tage aviser med rundt på hele biblioteket og læse dem, hvor du har lyst.

Stilleloungen er indrettet med samme møbler som på læsesalen og er blevet til efter ønske fra brugere af biblioteket.

Skal du bruge mobiltelefon, computer eller andet elektronisk udstyr, beder vi dig om at sætte dig et af de mange andre steder på biblioteket, der er beregnet hertil, og for at sikre alle gæster i stilleloungen en rolig oplevelse, skal samtale også undgås. Her henviser vi i stedet til loungen bag forhallen. Her kan man fx købe en kop kaffe og følge med i livet ude på Falkoner Plads.