Tove Ditlevsen og Ester Nagel var veninder gennem mange år. De her udgivne breve stammer fortrinsvis fra årene 1952-56, hvor begge kvinder stod med dilemmaet: hvordan forene enforfatterkarriere med de bestandige krav fra mand og børn. Brevene er meget personlige, ofte præget af at være skrevet i hast, og rummer stort og småt fra dagligdagen lige fra selvmordsforsøg ognedture til madopskrifter og børneerfaringer. Ester Nagel kommenterer brevene med personlige erindringer. Der er endvidere en kort efterskrift af Susanne Knudsen samt en oversigt over, hvem de ibrevene nævnte personer er. Her siges ikke noget afgørende nyt, men stoffet udvider naturligvis det billede, man har af Tove Ditlevsen fra fiktion og erindringer. Derudover er det et stykkekvindehistorie fra dengang, man endnu skrev breve om det, man nu bare ringer sammen om