Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

En tidligere skønhedssalon for kvinder omdannes til et dødssted for mænd - et sidste stop, hvor mændene får en smule pleje inden den evige søvn. Til læsere af kortromaner og latinamerikansk litteratur

Beskrivelse

Peruviansk-mexicanske Mario Bellatin udkommer for første gang på dansk med denne novella. Her følger vi en unavngiven mandlig fortæller, med et noget usædvanligt erhverv. I sin tidligere luksuriøse skønhedsklinik for kvinder har fortælleren indrettet et hospice for mænd, der lider af en mystisk, dødelig pestsygdom. Jobbet er utaknemmeligt, beskidt og deprimerende, selvom det for det meste lykkes fortælleren at distancere sig fra de syge, mens han nøgternt betragter sygdommens hærgen. I salonens storhedstid indkøbte fortælleren akvarier fulde af farvestrålende akvariefisk, men disse akvarier er også forgået, og kun et enkelt hold guppyer kæmper for livet i deres algegrønne vand. "Skønhedssalon" er forfatterens hovedværk. Bogen gav ham sit internationale gennembrud, og er kendt og værdsat i spansktalende lande

Vurdering

En særegen og på sin vis smuk refleksion over vores forhold til sygdom, kroppens forfald, fattigdom og død. Teksten er på den ene side let at gå til, på den anden side kræver det en øvet læser at danne sig et billede af, hvad der reelt foregår i den afdankede salon. Læsekredse med mod på en original og særegen læseoplevelse vil også få et godt udgangspunkt for dialog

Andre bøger om samme emne

Bogen finder sin inspirationskilde i Camus Pesten (Ved Hans Peter Lund)