Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Mesteren og Margarita vil fortrinsvis blive læst af litterater og studerende. Kræver derudover formidling, fx via foredrag

Beskrivelse

Michail Bulgakov (1891-1940), stor russisk forfatter, er bedst kendt som dramatiker, men eftertiden regner Mesteren og Margarita som hans hovedværk. Han skrev den i 1928-40, men på grund af det kontroversielle indhold udkom den ikke førend 1966 - i en beskåret udgave. Romanen foregår i Moskva, som får besøg af Satan og et par af hans kumpaner. De udøver sort magi, som især går ud over de grådige, feje, hykleriske og løgnagtige bureaukrater og magthavere i teater- og litteraturverdenen. Efterhånden viser det sig, at det onde og det gode ikke er modsætninger men hinandens forudsætninger: Således er det bureaukraterne, der standser udgivelsen af Mesterens banebrydende roman om Pontius Pilatus, mens Satan genforener Mesteren med hans elskede Margarita. Det er en flot, velskrevet og kompleks roman med mange forskellige genrer og virkemidler: Realistisk nøgleroman, grotesk og eventyrlig, med religiøse allegorier og Faust-motiver, fabulerende og humoristisk

Sammenligning

Dette er 3. udgave af romanen. Den er trykt efter 2. udgave fra 1988. Der er ikke ændret ved oversættelsen men satsen er bedre i denne nye udgave. 1. (forkortede) udgave kom 1968, alle tre udgaver er oversat af Jørgen Harrit

Samlet konklusion

Kompleks, stor roman, centralt værk i 1900-tallets litteratur. For litterater og litteraturelskere Kræver derudover formidling - og den har absolut fortjent det!