Først skabte Gud lyset. Gud skabte ishavet, fiskene og fiskerbådene. Han sendte menneskene ud af paradisets have og lod dem leve i smerte og lidelse på jorden. Gud skabte egetræer og fodvorter, myg og elefanter. Både de helt store og de bittesmå ting, står Gud bag (hvis det altså er det, man tror på). 

Allerede her lyder denne anbefaling som om, anbefaleren har oplevet en form for nyreligiøs vækkelse… 

Og det har jeg måske også. For jeg har genopdaget den islandske forfatter; Jón Kalman Stefánsson. Og det er virkelig et kærligt, fantastisk og vildt gensyn. 

For ligesom at man godt kan overleve uden tro, kan man også sagtens overleve uden historier. Man kan stå op, børste tænder, vaske hår, sende mails og lave aftensmad, fuldstændigt uden at gøre det til en større narrativ begivenhed. Men spørger du mig, er det historierne, der gør, at vi lever. Altså sådan rigtigt. Sprog skaber virkelighed. Og fortællinger åbner nye verdener. I hvert tilfælde de rigtig gode af dem. 

Intet er mig skønt uden dig

Og når jeg pludselig inddrager både himmel, jord og Gud, er det, fordi Jón Kalman Stefánsson åbner verdener med sin skrift. 

I Himmerige og helvede er det både poesiens verden og naturens barske virkelighed, der åbenbarer sig for os. 

Seks mand ror ud fra Islands vestkyst for at fange fisk til deres familier. Men de bliver fanget i et pludseligt snevejr. 
De to yngste besætningsmedlemmer; Bardur og Drengen, har været så opslugte af at læse i Miltons; Det tabte paradis, hele natten, at Bardur glemmer sin skindanorak. Og 12 timer på havet i arktisk snevejr uden anorak bringer selv den mest hårdføre fisker lidt for tæt på himlens porte. 

Intet er mig skønt uden dig

Sådan citerer de unge venner den engelse digter, John Miltons, ikoniske digt; ’Paradise Lost’, midt i stormen, sneen og den ventende katastrofe. For en glemt skindanorak er skæbnesvanger, når man er på havet og det bliver snestorm. 

En flod så bred, at livet ikke kommer over

På Biblioteket Frederiksberg har vi fokus på naturens bærekraft hele sommeren. Og det er i den forbindelse, at jeg har (gen)læst Stéfanssons jordnære mesterværk. For den ikke bare foregår i naturen, den foregår på naturens præmisser. Menneskene her lever af naturen og totalt på naturens nåde. Og fra min sofas bløde tryghed, mærkede jeg gyset fra det iskolde vand og prøvede at forestille mig, hvordan det må føles at sidde midt på havet og se det uundgåelige ske lige for øjnene af en. 

Overfor naturens kæmpe kræfter kan man ikke stille noget op som menneske. 

Jeg faldt over et gammelt interview med Jón Kalman Stefánsson forleden. Ude ved vandet, med vinden stående direkte ind i ansigtet, bliver han spurgt, hvad han laver derude i det vilde. Og svarer, at hvis han vidste det, ville han ikke have brug for at skrive. 

Og bare den interaktion er i mine øjne en præcis opsummering af, hvorfor man skal læse Stefánsson. 

Manden er magisk. 

Og det er faktisk ikke kun Himmerige og Helvede, jeg vil anbefale. Det er ALT (intet mindre) af Stéfansson.

Han skriver så englene synger, og jeg mistænker ham for at have en direkte forbindelse til noget, der er større end mennesker. 

Så hermed min anbefaling til en magisk sommer: Læs Stefánsson!