De grønlandske myter

Mundtlige fortællinger fra fortiden

Inuitkulturen i Grønland har rødder langt tilbage i tid. Det uendeligt smukke, men også barske og ufremkommelige landskab i Arktis, bærer en kulturarv, hvor en mundtlig overleveret fortælletradition er en bærende del. Fortælletraditionen strækker sig over generationer op til 1000 år tilbage i tid.

Først med koloniseringen, fremført af den danske missionær Hans Egede i 1721, fik fortællingerne en skriftlig form og 200 år senere i 1920'erne, indsamlede Knud Rasmussen originalt materiale over hele Grønland. Hans gennemskrivning og katalogisering af de mange fortællinger, kendes i dag i den store samling: "Myter og sagn fra Grønland 1-3" (1921-1925).

Deres kvalitet som litteratur - Tragisk mytologi

Fortællingerne fra inuitternes kulturarv har karakter af myter. De er ambitiøse verdensbilleder og skabelsesberetninger, der forklarer store naturfænomener og udruller arketypiske livsskæbner. Ofte er fortællingerne beboet af ånder og andre overnaturlige væsner, ligesom nærmest alt viser sig at være levende - månen og solen f.eks.

Stemningen er overvejende tragisk og fatal, og fortællingerne har givet de grønlandske inuitter et klangrum for den til tider barske tilværelse præget af ekstrem kulde og mørke.

"Mange af sagnene er meget dramatiske og menneske i dem kan virke både grusomme og hensynsløse. Men livet i arktis er dramatisk, og naturen som præger menneskene er hensynsløs" 
- Jørn Riel i forordet til Knud Rasmussens "Myter og sagn fra Grønland" (1921/2016)

De grønlandske fortidssagn er hårde som granit og kolde som permafrost, men de lyser også som solen og sender signaler direkte til Frederiksberg fra en fjern verden.

De to myter: Solen og Månen og Havets mor

I den korte og bastante fortælling, "Solen og Månen", bliver de to fremtrædende himmellegemer besjælet som bror og søster. De har et forbudt kærlighedsforhold, og er dømt til at forfølge hinanden henover himlen. Vi er tilbøjelige til at opfatte solen og månen på himlen, som et smukt, storslået fænomen, men i mytens optik er det en pågående tragedie.

I en anden fortælling, "Havets Mor", er en landsby hårdt ramt af hungersnød og vedvarende frost, som umuliggør fangst og fiskeri. Mærkværdigt minutiøst beskrevet skruer to børn sig ned gennem gulvbrædderne, og snurrer sig rundt og rundt ned på havets bund, hvor de besøger Havets mor. Det viser sig, at hun holder alle fangstdyr tilbage som straf for menneskenes manglende respekt for havet.

"De gamle fortæller, at alt det affald og skidt, menneskene smider i havet, sætter sig på Havets mor, hvis menneskene ikke opfører sig ordenligt. Det bliver Havets mor så vred over, at hun holder alle fangstdyrene tilbage som straf, så der bliver sult og nød på bopladserne."
- Knud Rasmussen: Havets mor (gendigtet 1921)

De to myter, som Biblioteket Frederiksberg har fokus rettet mod denne vinter, beskriver begge naturfænomener og menneskers forbundethed med dem. I fortællingerne fra Grønland er naturen ikke noget udenfor, vi kan gå ud i. Den er noget, mennesker er fikseret i.

Lyt til de to myter her
 

Solen og Månen:

Havets Mor:

Se den digitale udstilling, som er inspireret af myterne, med fotografier af Jukke Rosing og poetiske tekster af Malu Rosing.