De forbudte bøgers bord

Inspiratoriebordet er skabt i samarbejde med museet og Dennis Meyhoff Brink, satire- og censurforsker ved Københavns Universitet og Storm. Og ifølge Dennis Meyhoff Brink må vi forstå censurens dobbeltrolle som en ikke kun repressiv, men også produktiv magt;

“Vi er vant til at tænke på censur som noget, der hæmmer fantasien og gør kunsten mindre vovet. Men censuren har faktisk også fungeret som et kreativt benspænd. I århundreder har kunstnere og forfattere gjort censuren til et tema i deres værker. Mange har opfundet nye symboler, der latterliggør censuren, eller udtænkt kløgtige måder at omgå den på. Uden censur er der nogle værker, der aldrig ville have set dagens lys, og andre, der aldrig ville have set ud, som de gør”

På bordet kan du finde et bredt udvalg af litteratur – fælles for værkerne er, at de alle har været udsat for censur på et tidspunkt i historien. Og selvom få af bøgerne på bordet er direkte morsomme, er der alligevel en sammenhæng mellem samlingen på biblioteket og udstillingen om censureret satire på museet.

Censur – Da ikke her, vel?

Vi starter lige med lidt historisk kontekst herhjemme fra. For ytringsfriheden er historisk set relativt ung. 

Indtil 1770 skulle kongen godkende alt, der blev trykt og delt med offentligheden. Men Struensee afskaffede censuren, da han regerede i kongens sted pga. kong Christian d. 7’endes sindssygdom. Efter afskaffelsen eksploderede det med udgivelser – og både dronningen og Struensee selv blev taget under kærlig behandling af pressen.

Måske derfor døde idéen om pressefrihed med Struensee, der blev offentligt henrettet ved halshugning i 1772. Censuren blev genindført og først 83 år senere, da junigrundloven trådte i kraft i 1849, fik danskerne deres grundlovssikrede ytringsfrihed.  

Sædelighedsfejden var et opgør med den såkaldte sædelighedscensur, der censurerede såkaldt utugtigt eller pornografisk materiale. For selvom censuren blev ophævet med grundloven, var der stadigvæk emner, man hverken talte eller skrev om. Køn, lyst og seksualitet var slet ikke til debat og blev ikke talt om i offentligheden. Så da Herman Bang udgav sin debutroman; Haabløse Slægter, vakte det stort postyr.

Bang beskrev i bogen et erotisk forhold mellem en ung adelsmand; William Høg og en langt ældre kvinde; grevinde Hatzfeldt. Haabløse Slægter blev udgivet i 1880, samme periode, hvor loven foreskrev sædelighed for begge køn, men hvor kun kvinder reelt forventedes at overholde den og blev således en skarp kommentar til den såkaldte ”handskemoral”; den borgerlige dobbeltmoral, der hyldede den ægteskabelige kærlighed og så igennem fingre med mændenes udenomsægteskabelige, seksuelle forbindelser.

Bogen var altså kontroversiel - ikke kun fordi beskrivelserne af grevinden og William Høgs forhold blev anset som værende pornografiske - bogen pegede også direkte på kvinder og mænds ulige stilling i samfundet.

Og et lignende censurproblem, stødte Peter Øvig ind i i 2016 med udgivelsen BZ. blev ramt af Facebooks stramme nøgenhedspolitik og hans opslag om bogen blev blokeret – på trods af at han havde betalt for en kampagne på sitet.

Postyret omhandlede et billede fra bogen, som viste en nøgenhappening på Rådhuspladsen i 1983. For selvom vi i Danmark tog opgøret med sædelighedscensur i 1880’erne, ser man anderledes på nøgne kroppe andre steder i verden.

Diskussionen om omfanget af ytrings- og pressefrihed debatten om, hvem der skal bestemme, hvad der må siges og skrives, blusser op jævnligt op igen. For censur handler ikke kun om, hvad man kan og må skrive. Den handler også om, hvad der er rum til at mene og tænke i et samfund. Og det er i den globaliserede verden noget, vi må forholde os til. For der findes stadigvæk steder i verden, hvor man brænder bøger.

Betyder ytrings- og pressefrihed, at man kan (og skal) sige og skrive alt?

Salman Rushdie skrev følgende i et forsvar for sin kontroversielle bog De Sataniske Vers; ”Sproget og fantasien må ikke spærres inde, for så dør kunsten og sammen med den en lille smule af det, der gør os til mennesker.” Men censuren forsøger at gøre netop det; nemlig at tæmme og sætte rammer for menneskers udtryksmuligheder. Hver og en af bøgerne på bordet med forbudte bøger er derfor en lille protest i sig selv.

Tag bare Orwells 1984, Art Spiegelmans Maus, Margaret Atwoods A Handmaids Tale eller Marjane Satrapis Persepolis, der er en del af samlingen. Det er alle værker, der fremstiller samfund fulde af forbud og kontrol for læseren, og som samtidig er blevet underlagt censur og forbud på forskellige tidspunkter og i flere lande.

De foregår i samfund – nogle virkelige, andre fiktive – hvor man skal være varsom med, hvad man siger og skriver. Og de er alle skrevet på baggrund af forfatternes erfaringer med, hvad der sker, når sproget og fantasien forsøges tæmmet.

Og netop Atwoods bog er af samme grund udgivet i en særlig, ikke-brandbar udgave, som kan opleves på STORM. Formidlingsschef på Frederiksbergmuseerne Sidsel Risted Raun siger om samarbejdet;

Satiriske reaktioner på censur kommer i mange former – en af de helt oplagte er bogen. Derfor giver det kun god mening for Frederiksbergmuseerne at arbejde tæt sammen med Frederiksberg Bibliotek om at sætte lys på et stort udvalg af forbudte bøger. Især når vi udstiller den ikoniske ikke-brandbare udgave af En tjenerindes fortællinger af Margret Atwood i Den censurerede udstilling om censur. 

Sprog og fantasi er noget af det, der gør os til mennesker. Og indskrænker vi muligheden for at tale og skrive om særlige emner, indskrænker vi også os selv. Så dyk ned i de forbudte bøger og døm selv – Er de så farlige?