Storbylarm og Ærø-drømme

”Ærø er som et hvidt lærred, vores drømme former sig som akvarel, der løber i vinden, hver dag bliver vi klogere på, hvem vi er.” (Humaidan, 2023, 56) 

Min overbo larmer. Meget. Også om natten. Og i den sidste uge har min familie og jeg hver morgen rendt rundt som forvirrede zombier med rande under øjnene og forsøgt at gøre os klar til endnu en hverdag med arbejde, institution, hente- og sovetider og alt, hvad der følger med. Og hver dag har vi talt om weekenden og drømt om den pause, vi håber at kunne få. 

Og mens jeg har arbejdet med Bibliotekets nye tema, må jeg indrømme, at jeg har drømt mig væk – både til Ærø og til Mumidalen. Jeg har fantaseret om shelterture og meditations-getaways, alt, hvad der potentiel kunne sikre mit barn – og dermed mig – en god nats søvn og noget fred. Sagt på en anden måde; vi trænger til ro. Og det er vi ikke de eneste, der gør. 

At styre sin kano gennem brølende vandmasser

Hey... Stop!  Vent lige

Inden du læser videre, inden jeg rigtigt starter artiklen her, vil jeg bede dig om noget. 

Prøv at lukke øjnene (når du har læst resten af det her afsnit, ellers bliver det noget rod). Pust så ud - så meget du kan. Og når dine lunger er helt tømte for luft, tager du en dyb indånding. 

Gør det to gange til – med lukkede øjne. 

Og måske kan du mærke roen sænke sig. Det håber jeg. 

Den ultimative ro

De sidste par år er ro kommet i høj kurs. 

Silent retreats, yoga-studier og kar, hvor man kan flyde i et såkaldt ”sensorisk deprivationsbassin”, er bare nogle af de tilbud, der lover ”den ultimative ro” og mulighed for at ”(gen)finde den bedste, gladeste, mest bevidste version af dig!”

Ro er blevet eftertragtet og - tilsyneladende - en mangelvare. I en verden af deadlines, notifikationer, krav og præstationer, hvordan finder man så roen til bare at være til?

Det undersøger vi på Biblioteket Frederiksberg med lanceringen af bordet ”Ro På”

Ro er nemlig ikke bare én ting, én aktivitet eller ét særligt sted. Ro ser forskellig ud fra person til person, og det er måske det, der gør den så vanskelig at sætte på formel. Alligevel har vi fundet en god bunke forfattere frem, der alle har et bud på, hvor roen kan findes. 

Kunsten at gå … glip?

Og to gennemgående temaer synes at være vejtrækning og bevægelse. 

Johanne Refseth går i skoven, Svend Brinkmann går glip og Tomas Espedal går bare… derudad…. 

For Maj My Humaidan findes roen på Ærø. Det hektiske liv i storbyen byttes ud med mavefornemmelse, nøgenløbeture om huset og hjemmeskoling. Og der er noget, der tyder på, at roen for mange hænger sammen med en mere simpel tilværelse. I skønlitteraturen findes flere eksempler på mennesker, der søger væk fra civilisationen og hverdagen, for at finde sig selv, eller bare… noget.

I Ottessa Moshfeghs roman, Mit år med ro og hvile, finder hovedpersonen ro ved helt konkret at sove fra alting. I Erlend Loes Doppler flytter familiefaren Doppler væk fra børn og kone og ud i skoven for at bo sammen med en elg og komme sig over tabet af sin far. Edith Södergran skriver om at stå henrykt i stilheden. 

Godnat og sov godt

Og netop hvile og stilhed præsenteres i de fleste bøger om ro og sjælefred som opskriften på at finde tilbage til sig selv. På ”Ro På”- bordet findes ikke mindre end fire titler, der adresserer stilheden: Zorn og Marz’ påstår at Stilhed er guld – i en verden af støj, Thomas Sjödins søger Lyden af stilhed, Asger Baunsbak-Jensen er På sporet af stilheden og Peter Olesen fortæller om Mine Stillesteder. 

Men hvad så, når man ikke har tid til at drøne ud i den svenske underskov og man ikke bare kan slukke telefonen, når chefen ringer og lukke døren ind til de skrigende børn? 

Som altid findes der et alternativ på biblioteket: Her kan du nemlig både låne en bog om ro, en bog, der lærer dig at meditere, eller en god, gammeldags guidebog, så du selv kan søge derhen, hvor du mener roen findes. 

Og hvis det også får dit hjerte til at banke uroligt, kan du sætte dig i bibliotekssalen og høre Peter Olesen eller Lea Fløe holde oplæg om noget af det, der giver dem ro.