Anbefaling af 'Almanak: en bevægelse gennem årets landskaber'
Af Amalie Pind Jensen
Anbefaling af 'Almanak'
Kransekagen er spist, og truthornet er gemt væk. Med nytårsaften bag os er det tid til at se frem mod 2025 – og måske starte året ud med kulturgeograf Emmy Laura Pérez Fjallands sanselige almanak, der tager dig med gennem et helt års skiftende landskaber og åbner dine øje for den danske natur.
En hybrid mellem håndbog og essaysamling
En almanak er traditionelt en kronologisk opbygget samling af forskellige astronomiske og kalendariske informationer – en årskalender, der samtidig spejler kulturelle forståelser af tid og sted, højtider og dagligliv. Også Fjallands almanak er bygget op omkring de fire årstider. Til hver af dem er knyttet essays om et fænomen, landskab eller væsen og det, forfatteren kalder en form for ’stedslære’: forår for landskab. Sommer for bevægelse. Efterår for forvandling. Vinter for følesans. Bogen kan læses ud i et eller som et opslagsværk, du kan gå nysgerrigt frem og tilbage i med året; brug den som en følgesvend til det kommende år, til at se naturen på ny og genopdage kysterne, skovene, stierne og planterne omkring dig. Stedslære er, som Fjalland skriver, at ”forstå vores omgivelser på nye måder. Men også forstå os selv på nye måder i relation til de omgivelser – steder – vi bebor og bevæger os i – steder, vi lever af og med”.
Vinter: ”Vinterhi, grotteliv eller gemmested”
Selvom januars kulde måske mest af alt lokker til at blive indendørs og gå i vinterhi, kan Almanak trække dig ud i naturen og finde nye gemmesteder udendørs. I den forstand er bogen jordnær i ordets mest bogstavelige betydning, og særligt når den inviterer til konkrete aktiviteter som: ”Fyld grådigt lommerne med kastanjer” i efteråret – eller om vinteren:
”Gå nu alligevel en lille rask tur. Gråvejret er ikke så gråt, når man først er ude i det.”
Begge opfordringer til at snøre støvlerne og komme ud. Skulle du alligevel blive hjemme, er stederne, som forfatteren kaster sit opmærksomme og omsorgsfulde blik på, også dejlige at være hjemme fra stuens grotteliv sammen med hende og Sofie Holm Larsens fine illustrationer, der understøtter tekstens sansemættede, nærmest sfæriske, beskrivelser; man kan næsten dufte birketræernes bark undervejs og smage ”skovbundens efterårsfrugt”, svampene, som forfatteren steger i urter og smør.
Læs Almanak for dens poetiske, billedrige sprog, og hvis du trænger til langsommelighed og varme ovenpå decembers julestress og vinterens mørke – du kan jo altid springe frem til sommer.
God læselyst – og godt nytår!