BOGCOVER - Biblioteket Frederiksberg udgiver en bog sammen med mennesker med demens

Hvor kendt er du på Frederiksberg - en demensbog

Af Anonym
07.03.24
Dit bibliotek udgiver en helt særlig bog i samarbejde med mennesker med demens

Sammen med tre kunstnere, grafisk tilrettelægger Åse Eg, billedkunstner Mette Uldal og digter Anna Rieder har biblioteket i løbet af 2023 besøgt Kastanjehaven Plejecenter og OK-Fonden Prinsesse Benedikte Plejecenter til en række uformelle og hyggelige kaffe-besøg.  Her har vi snakket med plejecenterbeboere om livet på et plejecenter og om læsning med en svækket krop. De stærke indtryk fra disse besøg - både de dystre og de livsbekræftende - er så blevet formet til en bog, der først og fremmest handler om plejecenterliv i tekst og billede, men som også er og passer til plejecenterliv.

____________________________________________________________________

- FILM OM DEMENSBOG -  I videoen kan du høre, hvordan billedkunstner Mette Uldal, digter Anna Rieder og bogdesigner Åse Eg har arbejdet med bogens tilblivelse. Ergoterapeut fra Benedikte Plejecenter, Katrhine Fink, giver sit demensfaglige blik på bogen.

____________________________________________________________________

Bogen forsøger, at forstærke nogle af de ting, der fungerer godt, når mennesker med demens læser bøger, og den forsøger samtidig at formindske eller helt fjerne de ting, der gør det svært at læse en gængs bog for sårbare læsere. En del af dét er også at fjerne anledninger til det mentale og sociale stigma, der ligger i ikke at læse korrekt/rigtigt - i kortform: ikke at kunne afkode skrift og være i stand til at reproducere det afkodede.

Besøgene har vist, at mange beboere nok er i stand til at afkode, men ikke reproducere det læste, "jeg kan ikke huske hvad bogen handler om". Ikke desto mindre identificerer beboere sig som læsere og praktiserer daglig læsning - de lader som om de læser, forlades man som udenforstående til at konkludere fra sit privilegerede normal-læser-ståsted.

Gennem tre komponenter retter demensbogen sig efter de behov mennesker med moderat/svær demens har:

LYRIK - Teksten er korte, adskilte, sideordnede sætninger og leveres i den lyriske genres fokus på registreringer og sansninger af øjeblikket. Prosa, med tidslige forløb og underordnende sætningsudfoldelse at holde styr på, er fravalgt. Teksterne er skrevet af digteren Anna Rieder, der har erfaring med at skrive i netop dét format og med sundhedssektoren som materiale.

BOGDESIGN - Bogen har en række forskellige papirkvaliteter og er arrangeret, så det at holde, bladre og mærke er en tydelig 'korrekt' måde at læse bogen på. Bogens linoleumstryk er foldet på midten med et hvidt, næsten gennemsigtigt indstik med tekst, der dækker eller skærmer trykkets ene halvdel, sådan at læseren uafladeligt kun kan se halvdelen af trykkene og må bladre frem og tilbage. Bogen er tilrettelagt af bogdesigner og grafisk tilrettelægger Åse Eg, der har stor erfaring i artist’s books, som netop benytter papir og bogteknologi som var det et skulpturelt kunstværk.

LINOLEUMSTRYK - Der er otte linoleumstryk i bogen. Deres simple, grovkornede og taktile udtryk er let afkodeligt. I modsætning til et fotografi har linoleumstrykket færre detaljer og afslører sig selv i de efterladte spor efter processen: man kan se, at det er et tryk. Der er brugt klare og stærke farver, og som teksten, gjort brug af motiver fra plejehjemsbeboernes hverdagslige og mentale rum. Billedkunstner og underviser Mette Uldal har lavet tryk til demensbogen. Hun er specialist i netop linoleumstryk, og hun arbejder med et ikonografisk figurativt udtryk, der gerne vil kommunikere.

Hvor kendt er du på Frederiksberg - en demensbog
Åse Eg, Mette Uldal, Anna Rieder
64 sider
Biblioteket Frederiksberg 2024
*
Frivillige bogværter i samarbejde med Ældresagen og Alzheimerforeningen.
Bogen er en del af den landsdækkende indsats 'Demensvenlig kultur på pleje- og dagcentre'. Støttet af Socialstyrelsen.
Bogen kan lånes på biblioteket

I samråd med beboerne selv og demensfagligt personale på Benedikte, Kastanjehaven og Frederiksbergs ældrepleje retter bogen opmærksomheden mod nuet - læsningens nu og plejehjemslivets nu. I modsætning til mange andre velfungerende demenstilbud, bygger demensbogen altså ikke på en bagudskuende reminiscensterapi, men på et flygtigt øjeblik, lige nu. I øjeblikket er den syge og den raske ligeligt tilstede.

Fokus på livet med demens - Bibliotekets markeringer af bogudgivelsen Hvor kendt er du på Frederiksberg

13. marts 2024 - Plejehjemmet i teksten - læsekreds med besøg af KirstenThorup (fuldt booket)

16. marts 2024 - Boglancering med Anna Rieder og Peter Laugesen

9. april 2024 - Tidlige tegn på demens med Ina Kjøgx Pedersen og ældreplejen på Frederiksberg

Henover foråret laver biblioteket i samarbejde med frivillige meningsfulde litteraturmøder med udgangspunkt i demensbogen for beboere og pårørende på Plejecenter Kastanjehaven og OK-Fonden Benedikte Plejecenter.

Tags