Vær med, når Kirsten Thorup besøger Biblioteket Frederiksberg (Foto: Gyldendal/Robin Skjoldborg 2021)

Mød Kirsten Thorup den 13. marts

14.02.24
FÆLLESSKAB - Deltag, når Biblioteket Frederiksberg byder på et eksklusivt møde med Kirsten Thorup og hendes roman 'Ingenmandsland' (2003).
**Arrangementet er fuldt booket. Skriv til soho06@frederiksberg.dk for at komme på venteliste. Biblioteket Frederiksberg byder løbende på nye lignende tiltag**

 

Kirsten Thorup (f. 1942) har igennem et halvt århundrede markeret sig som en skelsættende litterær kraft i dansk litteraturhistorie. Hendes store romanserie fra 1970'erne og -80'erne om Jonnas kamp for at finde fodfæste (Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979) Himmel og Helvede (1982), Den yderste grænse (1987)) var regulære blockbusters. Bøgerne gav et stort publikum en medfortælling om frigørelsens vingesus og høje pris - ikke mindst for kvinder.

Senest har den nu 82-årige forfatter udgivet to stort anlagte romaner om Harriets færden gennem Tyskland og Danmark under Anden Verdenskrig (Indtil vanvid, indtil døden (2020) og Mørket bag dig (2023)) Den sidste er ganske spektakulært fortalt i anden person.

 

"-Skal vi gå en tur på gangen? fortsatte hun. Han rystede på hovedet og blev stående. Rådvild. Fortabt i det vildnis der kaldes alderdommen."

Ellen besøger sin far på plejehjemmet - Kirsten Thorup: 'Ingenmandsland' (2003), side 83

 

PLEJEHJEMMET I TEKSTEN

Onsdag den 13. marts 2024 får Biblioteket Frederiksberg besøg af Kirsten Thorup, når hun deltager i en eksklusiv læsekreds sammen med en sluttet gruppe af velforberedte læsere. Vi læser den kontroversielle roman Ingenmandsland (2003), og kalder det hele for Plejehjemmet i teksten. Som deltager kommer du helt tæt på en urkraft i nyere dansk litteraturhistorie, og du får mulighed for at vende din egen læsning af Ingenmandsland med andre skarpe læsere - og med forfatteren selv. I fællesskab dykker vi ned i de sætninger, der udgør romanen Ingenmandsland (2003), og udpeger bogens mange højdepunkter med fokus på plejehjemmet som samfundsinstitution, litterært motiv og mentalt rum.

Kirsten Thorup vil undervejs læse højt fra bogen, og vi vil sammen undersøge emner som familie, dialog, ældrepleje, samfundsstruktur, velfærd, vrede, fortælleforhold, komposition, køn, identifikation, demens, frihed, døden og meget, meget andet. Vi vil finde svar på, hvad "plejehjemmet" indebærer i teksten, og hvad det er ved Kirsten Thorups skrift, der har begejstret og forundret tusindvis af læsere gennem årene.

I Ingenmandsland benytter Kirsten Thorup en avanceret vifte af udsigelsessituationer - flere i ekstreme afarter - til at fremmane det umulige: Stemmen fra den kognitivt svækkede og næsten ordløse plejehjemsbeboer Carl Sørensen. Kirsten Thorup tilbyder læseren et kunstnerisk blik ind i demenssygdommen, i et lysende paradoks får den sprogløse et sprog.

TILMELD DIG

For at få én af de stærkt begrænsede pladser skal du skrive en mail til bibliotekets litteraturformidler Søren Langager Høgh (soho06@frederiksberg.dk). Fortæl meget gerne lidt om dine læsevaner og dit kendskab til Kirsten Thorups bøger.

Arrangementet henvender sig til dig, der er Thorup-fan men i lige så grad dig, der er førstegangslæser, og søger en dør ind i et stort og rigt forfatterskab. Der er få pladser, men til gengæld lover biblioteket unikke betingelser for en reel samtale mellem læser, forfatter og andre læsere. En mindre del af pladserne er reserveret til pårørende til mennesker med demens, som inviteres særskilt.

* Alle er velkomne. Eneste forudsætning er, at du er åben og nysgerrig på at læse. Du skal være klar til at løse et kortfattet forberedelsesmateriale og deltage i samtalen om teksten. Læsekredsen tager udgangspunkt i forberedelsesmaterialet, og det er ikke en forudsætning, at deltagere har læst Ingenmandsland i sin helhed forud for mødet, selv om det selvfølgelig er en god idé. Gruppen mødes én gang. Deltagelse er gratis

___________________________________________________________
PLEJEHJEMMET I TEKSTEN
Læsekreds med Kirsten Thorup
Onsdag den 13. marts 2023 19-21
Biblioteket Frederiksberg
Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond
• Læsekredsen mødes én gang
• Deltagelse er gratis, tilmelding nødvendig, pladser fordeles efter først til mølle-princippet
• Læsekredsen tager udgangspunkt i et kortfattet forberedelsesmateriale
• Det er ikke nødvendigt at have læst hele Ingenmandsland (selvom det selvfølgelig er en god idé)

Tidligere læsekredse i samme format:

Sorgen i teksten med Caroline Albertine Minor 
Magten i teksten om Franz Kafka med oversætter Karsten Sand Iversen 
Kærligheden i teksten med Suzanne Brøgger 
Æren i teksten om Njals saga med oversætter Kim Lembek
Pengene i teksten med Asta Olivia Nordenhof 
Alderen i teksten med Dorrit Willumsen 
Arven i teksten med Kristian Bang Foss 
Tiden i teksten om Haruki Murakami med oversætter Mette Holm
Undergangen i teksten med Johanne Lykke Holm
Antikken i teksten med Harald Voetmann
 

HVOR KENDT ER DU PÅ FREDERIKSBERG
 
Biblioteket Frederiksberg udgiver en særlig bog lavet til - og i samarbejde med - mennesker med demens. Bogen er en 'artist book', hvis udtryk, indhold og taktile fysik henvender sig til mennesker med moderat/svær demens. Bogen indeholder tekst af Anna Rieder, linoleumstryk af Mette Uldal og bogdesign af Åse Eg, og er lavet på baggrund af en række samtaler med beboere på Kastanjehaven Plejecenter og OK-Fonden Benedikte Plejecenter. Demensbogen er støttet af Socialstyrelsen.
 
Hvor kendt er du på Frederiksberg - en demensbog
Åse Eg (bogdesign), Mette Uldal (linoleumstryk), Anna Rieder (tekst)
64 sider
Udgivelsesdato: 16. marts 2024
Bogen kan lånes på biblioteket
 
Bogreception 16. marts 2024 (med Peter Laugesen, Anna Rieder og festivitas. Enhver er velkommen. Tilmelding og mere info: fkb.dk/hvorkendtboglancering)