Foto: Filmstriben.dk

Filmanmeldelse: Proxima

PÅ MISSION I DET YDRE RUM: Bibliotekets Thomas Hjort Engstrøm har set og anmeldt det franske astronaut-drama fra 2019.

Proxima handler om en kvindelig astronaut, der sammen med en mandlig besætning skal sendes ud i rummet.

Hun har en familie derhjemme, som hun skal forberede sig på at være væk fra, i det år rummissionen varer.

Men det bliver hårdt for hende at skulle løsrive sig fra sin datter, da de har et meget tæt forhold. Og den hårde fysiske træning før opsendelsen bliver også meget krævende.

Samtidig skal hun lære at befinde sig i et lukket miljø med kun mandlige astronauter.

Splittelse og store følelser

Filmen spiller på de store følelser i hovedpersonens forhold til datteren, der skal forberede sig på ikke at se sin mor i lang tid.

Det er splittelsen mellem de to, filmen koncentrerer sig mest om. Men jeg synes, det fungerer godt, da skuespillet er meget troværdigt i alle filmens scener.

Skuespilleren Eva Green er god i rollen som mor og kvindelig astronaut. Man kan se, at det er en svær balance for hende, når hun gerne vil være sammen med datteren men lige så gerne vil følge sin drøm om at blive sendt ud i rummet.

  

Drama og konflikter

Selvom Proxima ikke er nogen spektakulær rumfilm, indeholder den en hel del drama og konflikter, og jeg var ret fanget af den på trods af det langsomme tempo.

Der sker ikke så meget, men alligevel imponeres man af det flotte og indlevende skuespil og nogle ret interessante personer. Og filmen afsluttes på en fin og forløsende måde.

Filmen får 4,5 stjerner ud af 6

Se filmen på Filmstriben - bibliotekernes streamingtjeneste

Materialer