Foto fra filmen "En verden udenfor" på Filmstriben

De bedste film nogensinde!

Kan man udpege de bedste film nogensinde? Med udgangspunkt i top 10-listerne fra IMDB, Metacritic, Kino.dk, Magasinet Empire og Hollywood Reporter har vi kigget på, hvilke film, der er i absolut særklasse.

1. Godfather (1972) er at finde i toppen eller næsten øverst på alle listerne, så dette er et reelt bud på ”den bedste film nogensinde”. Instruktøren Francis Ford Coppola samlede et stjernehold af skuespillere - Marlon Brando, Al Pacino, James Caan, Robert Duvall, Diane Keaton og Talia Shire - som medvirker til at fortælle historien om den berømte og berygtede Corleone-familie. Filmen har 48 år på bagen, men den har stadig så meget power og store skuespiller-præstationer, at den holder den dag i dag.

2. Pulp Fiction (1994) og En verden udenfor (1994) findes på 4 ud af de 5 lister, så disse to film er også højt ratede.

Quentin Tarantinos Pulp Fiction er selve definitionen på en kultfilm, og den blev en massiv publikumssucces. Filmen, som foregår i Los Angeles, er et mix af sex, drugs, vold og masser af mord krydret med ironiske dialoger og bizar humor. I Pulp Fiction medvirker Uma Thurman, Samuel L. Jackson, Bruce Willis og Ving Rhames, og filmen blev John Travoltas comeback til det store lærred.

En verden udenfor er instrueret af Frank Darabont og baseret på romanen Rita Hayworth and Shawshank Redemption skrevet af Stephen King. Filmen handler om venskab og fangeflugt fra et fængsel i USA. I hovedrollerne ses Tim Robbins og Morgan Freeman. Filmen var ikke et 'box office'-hit, men har sidenhen opnået rigtig stor popularitet.

3. Dernæst bliver listerne mere forskellige. Der er både nyere og ældre film på top 10-listerne, men følgende film er på to ud af fem top 10-lister: 

  • Jaws (1975)
  • Schindlers liste (1993) 
  • Singing in the Rain (1952)
  • Godfather II (1974)
  • GoodFellas (1990)
  • Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back (1980)
  • Jagten på den forsvundne skat (Raiders of the Lost Ark) (1981)
  • Casablanca (1942), 
  • Den store mand (Citizen Kane) (1941) 
  • The Dark Knight (2008)
  • Ringenes herre: Eventyret om ringen (2001)

Samlet set er der en vis konsensus om hvilke film, der er i absolut særklasse og kommer med på top 10-listerne. Så lad dig inspirere og se eller gense de bedste. Mange af filmene er på de største streamingstjenester. Når bibliotekerne åbner op efter krisen, vil du kunne låne filmene på DVD på dit lokale bibliotek.  

Filmstriben
Indtil da kan du se film på bibliotekernes online filmtilbud Filmstriben.

Log på med CPR-nr. og din bibliotekskode, så kan du se op til 4 film pr. måned ganske gratis. 

Hvorfor ikke starte med den tidligere omtalte En verden udenfor med Morgan Freeman og Tim Robbins? Den findes på Filmstriben, og du kan se den, præcis når du har tid. God fornøjelse!