Foto fra tv-serien "Natportieren" på Filmstriben

Tv-serier du kan streame uden abonnement

Du behøver ikke altid abonnement på en streamingtjeneste for at se fremragende tv-serier. Bibliotekernes online tilbud, Filmstriben, samt DR TV ligger inde med mange timers god underholdning, som er frit tilgængeligt.

Dramaserier
Filmstriben har et godt udvalg af dramaserier. Her kan du f.eks. se den anmelderroste danske serie 1864, den norske Halvbroderen eller den engelske serie Forsvundet.

Susanne Biers Natportieren, baseret på John Le Carres roman, er et bud på en tv-serie med masser af drama i en moderne spionhistorie. Her ses Tom Hiddleston i hovedrollen som den hemmelige agent Jonathan Pine, der vikles ind i det beskidte spil mellem våbenhandlerne, efterretningstjenesten og politikere.

Seriens skurk, Roper, spilles iskoldt af Hugh Laurie. I bedste 007-stil er der masser af smukke lokations og naturligvis en skøn pige (Elizabeth Debicki), som ikke gør agentens arbejde nemmere.

Se Natportieren her eller dyk ned i Filmstribens udvalg af tv-serier.

Krimiserier
Filmstriben byder også på en række fængslende krimiserier fra Norden: Fra Sverige kommer tv-serien om Maria Wern og hende kolleger fra hos det gotlandske politi, og i 32 andre afsnit kan du følge den svenske efterforsker Kurt Wallander.

Norge har detektiven Varg Veum, som opklarer sager om narkohandel, prostitution, insiderhandel, utroskab, jalousi og mord. De danske tv-serier Livvagterne  og Den som dræber er også at finde på Filmstriben.

Klassikere og nye tv-serier på DR TV
I årtier har DR lavet tv-serier, der har samlet danskere foran skærmen hver søndag i den bedste sendetid. Mange af disse serier er frit tilgængelige på DRs hjemmeside, og her kan du f.eks. se den helt nye Når støvet har lagt sig fra 2020. Det er også muligt at se Arvingerne, Bedrag, Fred til lands, Borgen, Broen, Forbrydelsen, og Krøniken mf.

Endvidere kan man få et gensyn med klassikere som Rejseholdet, Matador og Kald mig Liva.

Se udvalget af tv-serier på DR TV her.