Gode og mindre gode gerninger i børnelitteraturen

20.01.21
Som sagt siges det at gode gerninger smitter, men hvad er egentlig en god gerning? Børnelitteraturen er fyldt med gode, velmenende forsøg på at gøre en god gerning.

I forbindelse med Danmarks indsamling 2021 inviterer vi landets børn til at gøre en god gerning. Vi har i den sammenhæng dykket ned i børnelitteraturen og har samlet en liste med bøger fyldt med gode og mindre gode gerninger henvendt til de 4-8 årige. Vi håber, at litteraturen kan danne udgangspunkt for refleksion og måske inspirere til en masse gode hverdagsgerninger.

Du kan læse mere om Danmarks indsamling og hvordan du kan være med til at støtte her.

Rigtig god læselyst!

Er det mon en god gerning?

Ikke alle gode gerninger falder lige heldigt ud, selvom intentionerne er de bedste.

Vitello gør en god gerning
Sammen med møgungen William, beslutter Vitello sig for at være ”totalt seje spejdere”, og begiver sig ud for at gøre gode gerninger. Men det er ikke så nemt endda. Da de vil fjerne fugleklatten på den gule sportsvogn tilhørende en vildt fremmed dame, ender de desværre med at gøre pletten meget, meget større. Vil det egentlig lykkedes for de to spejdere at gøre en rigtig god gerning?

Mere om Emil fra Lønneberg
Emil kan ikke helt kan finde ud af om det er en skarnstreg, eller en god gerning at invitere alle fattiglemmerne fra fattighuset til julemad på Katholdt, tiltænkt de mere velbjergede naboer. For hvad er egentlig en god gerning?

Lasse-Leif og den virkelig væmmelige makrelmad
I Lasse-Leif og den væmmelige makrelmad vil Lasse-Leif gerne af med sin madpakke og hvad er mere oplagt end at sende den til de sultne børn i Afrika! Meeeen er det nu også lige en god idé?

Da lille Madsens hus blæste væk
Da lille Madsens hus blæser væk, går hans gode naboer i gang med den store hjælpeaktion. De hejser alskens habbengut, som han slet ikke har brug for, over i hans lille hus. Men hvem har egentlig brug for en ethjulet cykel, fem grydelapper og fire hestesko, når man er strandet på toppen af ben-brækker-bjerget?

Hjælp et dyr eller naturen

Er dit barn optaget af at gøre noget godt for dyrene og naturen vil disse tre bøger sikkert vække begejstring.

Anna redder en humlebi
Selv en lille gerning kan gøre en stor forskel. En lille sodavandsis og et opmærksom blik fra en lille pige kan redde liv og gøre noget godt for naturen.

Plastiksuppe
Gås og hendes venner tager til stranden for at bade, men opdager hvordan plastik ødelægger naturen. Hvad skal de gøre? Og kan plastik genbruges på en ny måde?

Lille muldvarp og lille fisk
Ligesom de to foregående titler er Lille Muldvarp altid parat til at hjælpe, når for eksempel et dyr er i nød, men hvordan hjælper man egentlig en lille fisk fra at blive spist af en større?

Hjælp et andet menneske

Sommetider er det en god ven der trænger til hjælp, eller måske en fremmed man endnu ikke har mødt?

Ottos uldne sweater
Otto skal besøge sine venner oppe på bjerget, men han ender med at blive syg på grund af kulden. Så er det jo heldigt at hans venner er parate med en kreativ løsning på problemet.

Betty får en julegave
En anden, der er optaget af at hjælpe en god ven, er Betty. Det er veninden fra børnehaven, hvis mor ikke har ”den slags penge” til flæskeand og kalendergaver der gør Betty trist. Mon hun kan gøre julen god alligevel?

En som Hedvig
Otto har hørt en masse dårlige nyheder om klima og fattigdom i tv, og vil rigtig gerne hjælpe hele verden. Det er dog en umulig opgave for selv den mest ihærdige, men måske er der nogen han har overset? En som faktisk er tættere på og kunne få stor gavn af Ottos hjælp.

Theo har travlt
Nogle gange udvikler en god gerning sig til meget mere. Det erfarer Theo, da han en dag falder på sit løbehjul som går i stykker. Heldigvis er en lille skildpadde parat til at hjælpe, og hvem ved, måske kan den hjælpe med meget andet en blot at reparere løbehjulet, hvis blot den får tid.