Rock-playliste til dit introverte liv i social afstand (foto: Gustavo Fring from Pexels)

Rock-playliste til dit introverte liv i social afstand

Vi har lavet en playliste med rocknumre til ensomheden, tomheden og længslen efter nogen at være sammen med, som aldrig dukker op.

Synes du, at der også er kommet meget godt ud af Coronakrisen? Har du nydt at gå alene i de øde gader. Passer det dig fint at holde afstand til fremmede mennesker og at nøjes med at vinke høfligt, når du ser nogen, du kender. Og er du hemmeligt lettet over, at du ikke behøver at kramme gud og hvermand? 
Og gruer du inderst inde for, når samfundet igen åbner op for sammenkomster, spontan selskabelighed og uhæmmet krammeri?Så er du nok lidt mere introvert end de fleste. Men du er ikke den eneste.

Carl Gustav Jung definerede den introverte personlighed ved, at den relaterer sig til sit eget indre, mens indtrykkene fra omverden er sekundære. Introverte personer er tilbageholdende med at prøve nye ting, før de først er afprøvet på den indre tankeverden.

Introvert vs. ekstrovert

Introverte mennesker har også svært ved at slappe af i sociale sammenhænge. De har ofte en trang til at søge væk fra fester og sammenkomster. De har det nemlig svært med at mingle og smalltalke med personer, de ikke kender særlig godt.

Ekstroverte personer bliver forlegne, når den introverte ikke kommunikerer lige så naturligt, som de selv gør. Derfor ser man, at introverte mennesker nogle gange ekskluderes fra sociale sammenhænge. Og i ekstreme tilfælde bliver introverte personer socialt utilpassede.

Musikkens introverte personligheder

I rockmusikken, hvor tingene gerne sættes på spidsen, bliver de introverte tilbøjeligheder til gengæld til kunst, når ensomheden, foragten for fællesskabet og flugten fra kærligheden sættes til musik. Man kan nævne kunstnere som David Bowie og Tim Buckley som pionerer indenfor den introverte rock.

Men det var usædvanligt, at introverte personlighedstræk fik frit spil i populærmusikkens sangskrivning, før de pludselig blev toneangivende i punk og new wave fra 1976 og særlig omkring 1980. Bands som Joy Division, The Cure, Depeche Mode og The Birthday Party med Nick Cave blev forbilleder for nye generationer af musikere.

Nye genrer som grunge og shoegaze opstod, og artister som PJ Harvey, Nirvana og Radiohead har medvirket til, at den introverte personlighed er blevet mere accepteret både socialt og i populærkulturen.

Musik til din ensomhed

Vi har lavet en playliste med rocknumre til ensomheden, tomheden og længslen efter nogen at være sammen med, som aldrig dukker op. Du kan bruge playlisten som soundtrack til dine ensomme ture i de øde gader og over mennesketomme pladser. Eller tag den med ind i dine trygge hjemlige rammer og hør den i fred uden at blive forstyrret af andre. Hør musikken: