Løb ingen steder! Jessie Kleemann er her

Op til flere gange vil tårerne bare ud, alt imens performancekunstneren Jessie Kleemann (f. 1959) løber frem og tilbage på Statens Museum for Kunst (SMK). Lone Wolf Runner hedder hendes liveperformance, som føles som årets kunstbegivenhed, hvis du spørger mig.

 

En gigantisk lang slæde på hjul (!) til fremtidens turister i Grønland er kulissen til Kleemanns performative og poetiske løb, forstærket af et lydtæppe med forvrængede stemmer og sirener.

 

Kleemann kommer løbende ind (fra fremtiden?) med en plastikkasse fyldt med klæder og med frygt i øjnene. Eller vrede, måske. De isblå øjne med kulsort eyeliner glemmer man ikke. De kigger intenst på publikum, som er en menneskesammentrækning, der bevæger sig frem og tilbage, op og ned på tæer, alt efter hvor Kleemann løber hen.

 

Løbet er centralt i hendes performance: at løbe væk fra noget, løbe hen mod noget, løbe løbsk, løbet er kørt? Men der er også stille og inderlige øjeblikke: hårkæmning af publikum, overlevering af tøj til publikum, grønlandske tupilakker som relikvier. Og så videre.   

 

Lone Wolf Runner er summen af elegant improvisation og kløgtige dobbeltheder. Performancekunst er en tidsbaseret kunst. Tid og tab eller forsvinden er kunstformens præmisser: Det sker lige nu, og du mister det om et øjeblik. Som beskuer står du tilbage med reminiscenser. Og det samme kan man sige om Kleemanns tematiske tankegods: Isen smelter lige nu. Og hvad har man mistet, hvis fremtiden er en slæde på hjul beregnet til horder af turister?

 

Jessie Kleemanns liveperformance er en del af soloudstillingen Tiden løber løber tiden på SMK.

 

Lone Wolf Runner formår at destabilisere beskuerens ståsted, hvilket er et adelsmærke i samtidskunsten. Men Kleemann er også digter, og noget lignende er på spil i hendes digtsamling Arkhticós Dolorôs (arktisk smerte på dansk) fra 2021. Digtsamlingen er flersproglig, så du mister orienteringen i sammensmeltningen af sprog. Det er et genialt poetisk greb!

 

Umiddelbart skulle man tro, at hendes digtsamling var mindre flygtig end hendes liveperformance, men klimadigtene mimer landskabet og bliver lige så flydende som smeltende is. Og din læsning af hendes digte er på en måde ’tabt’ på forhånd – og det er netop forandringen, forsvinden og tabet, der bliver til den arktiske og grønlandske smerte, der hjemsøger jeget i digtene, som uundgåeligt også rummer geopolitiske dagsordner.    

 

Her kommer udvalgte citater fra digtsamlingen:   

 

 

 

Digtsamlingen Arkhticós Dolorôs udkom i 2021 på forlaget ARENA.

 

Der findes klimaudstillinger og klimalitteratur, men Jessie Kleemanns løbe-performance og flersproglige klimadigte er bare noget ganske særligt. Kleemann er med andre ord simpelthen for cool, så her kommer tre opfordringer: